Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Berlingskes holdning.

Boris Johnson suspenderer demokratiet

Det er en kortslutning af demokratiet, når Boris Johnson vil suspendere det britiske parlament for at gøre det sværere for de folkevalgte at blande sig i Brexit-processen.

Den britiske premierminister, Boris Johnson, vil sende landets parlamentarikere hjem i fem afgørende uger i Brexit-processen. Dronning Elizabeth II godkendte onsdag eftermiddag Johnsons anmodning om at suspendere parlamentet. Foto: Ritzau/Scanpix/AFP Fold sammen
Læs mere
Foto: JUSTIN TALLIS

Britisk demokrati har inspireret demokratiforkæmpere gennem århundreder. Det var briterne, som udviklede parlamentarismen fra den første forsamling af adelige i 1265 til »den glorværdige revolution« i 1689, der slog fast, at en konge ikke kunne opkræve skatter eller holde en stående hær uden parlamentets tilladelse.

Et princip om folkelig kontrol med regeringen, som er blevet kopieret af andre lande siden slutningen af 1700-tallet. På den baggrund er det både trist og farligt, at Storbritanniens premierminister, Boris Johnson, agter at suspendere det britiske parlament kort før en historisk afgørende deadline for britisk udtræden af EU.

Johnsons formelle begrundelse er, at den nuværende parlamentssamling har varet ualmindelig længe, og at hans regering har brug for tid til at præsentere et nyt lovgivningsprogram. Reelt er der dog tale om, at Boris Johnson med en ekstraordinært lang lukning af parlamentet bryder med den parlamentariske tradition om højst at holde pause i nogle dage.

Der har tidligere været spekulationer om, at Boris Johnson ville lukke det britiske parlament hen over den afgørende Brexit-dato 31. oktober. Det gør han ikke, men hans skridt reducerer effektivt parlamentets vindue til at bremse Brexit til en uge i september og to uger i oktober. Tiden bliver dermed så presset, at det måske slet ikke kan lade sig gøre at forhindre en såkaldt »hård Brexit«, hvor Storbritannien forlader EU uden en skilsmisseaftale med de 27 medlemslande, som bliver tilbage.

Parlamentets formand, John Bercow, kalder Johnsons plan for »en forbrydelse mod den demokratiske proces«. Han har ret. Der er tale om en politisk magtanvendelse med det klare formål at begrænse parlamentets rolle.

Boris Johnson henholder sig til, at det er på tide at opfylde den folkelige vilje, som kom til udtryk ved folkeafstemningen 23. juni 2016, da 52 pct. af vælgerne stemte for Brexit, men vælgerne har aldrig udtalt sig om, hvordan afskeden med EU skulle foregå. Til gengæld har et flertal i det britiske parlament tre gange slået fast, at en udtræden uden aftale med EU ikke må ske. Det er denne stillingskrig, som førte til Theresa Mays fald som premierminister, og som Boris Johnson nu forsøger at forcere en afslutning på.

Det er svært at forudse, hvad der vil ske i britisk politik nu. Muligheden for et mistillidsvotum kommer på bordet igen, selv om mange vælgere foretrækker en hård Brexit frem for, at den yderst venstreorienterede Labour-leder, Jeremy Corbyn, skulle blive landets nye premierminister.

»Hvis premierministeren i verdens fornemmeste demokrati kan lukke et besværligt parlament, hvordan skal vi da kunne kritisere en Vladimir Putin eller Viktor Orbán, der får lyst til at gøre det samme?«


Den demokratiske løsning på en gordisk knude som Brexit er dog ikke at begrænse de folkevalgtes magt. Boris Johnson burde i stedet gå hele vejen med sit forsøg på at genforhandle en skilsmisseaftale med EU og derpå lægge resultatet ud til enten parlamentet eller vælgerne.

Når Johnson i stedet forsøger at kuppe sig til en løsning, sætter han britisk demokrati og nationalt sammenhold på prøve. I Skotland, hvor et stort flertal stemte for at blive i EU, vil kravene om løsrivelse fra Storbritannien få ny styrke.

Boris Johnson viser også et forfærdeligt eksempel for verdens autoritære ledere. Hvis premierministeren i verdens fornemmeste demokrati kan lukke et besværligt parlament, hvordan skal vi da kunne kritisere en Vladimir Putin eller Viktor Orbán, der får lyst til at gøre det samme?

PIERRE COLLIGNON