Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Berlingskes holdning.

Borgerlig samling må begynde med klare borgerlige svar

Hvis Jakob Ellemann-Jensen skal være en stærk udfordrer til Mette Frederiksen ved næste folketingsvalg, kræver det et fælles borgerligt projekt.

Hvad er det for et Danmark, som blå blok ønsker? Ingen ved det, og der mangler begejstring, energi og stolthed over eget politiske ståsted hos de fleste borgerlige politikere. Fold sammen
Læs mere
Foto: Henning Bagger

Det er nu mere end et halvt år siden, at de borgerlige tabte valget. Alligevel er det her ved indgangen til 2020 stadig et trist syn, der møder én i blå blok: Venstre har trods nye folk i spidsen endnu ikke rejst sig og markeret sig som blokkens leder, Dansk Folkeparti er tilsyneladende midt i en nedsmeltning, og der er opstået et sandt kludetæppe af små partier med stor risiko for stemmespild til følge. De Konservative klarer sig dog ganske pænt, men de kan selvsagt ikke trække hele læsset alene.

Den borgerlige krise handler både om opførsel og indhold, og de to problemer hænger indbyrdes sammen og er tilmed selvforstærkende. På den ene side stjæler de mange skænderier – både internt i de enkelte partier og internt i blokken – alt for meget energi, og på den anden side mangler vælgerne et klart billede af aktuel borgerlig politik: Hvad er det for et Danmark, som blå blok ønsker? Ingen ved det, og der mangler begejstring, energi og stolthed over eget politiske ståsted hos de fleste borgerlige politikere.

Især i forbindelse med formandsvalget i Venstre og krisen i Liberal Alliance, der endte med dannelsen af det nye parti Fremad, er der blevet talt meget om splittelsen mellem de liberale og de nationalkonservative. Denne konflikt kan også være ganske interessant at beskæftige sig med, men sandheden er nu engang, at det hverken bliver forbenede liberalister eller islamforskrækkede nationalkonservative, som kommer til at afgøre næste valg. Det gør midtervælgerne derimod, og man kan som borgerlig trods alt lune sig ved, at de grundlæggende er borgerligt sindet: Der skal være styr på økonomien, der skal være styr på tilstrømningen af flygtninge og migranter, der skal være styr på velfærden, og børnene skal lære noget i skolen.

Midtervælgerne er dog også aldeles ikke-ideologiske, og ved valget i juni mente de blot, at Mette Frederiksen og hendes fløj var den mest troværdige i forhold til at få styr på det hele.

Jakob Ellemann-Jensen, Venstres nyslåede formand, har fået en del kritik for at være forsigtig og usynlig, men måske er det ikke helt dumt, at han tager sig god tid. At få blå blok samlet om et fælles borgerligt projekt er en både svær og tidskrævende opgave.

Det centrale må være det politiske indhold: Klare borgerlige svar på tidens udfordringer, som alle partier i blå blok kan bakke op om. Hvis det først er på plads, vil det også sætte en dæmper for de interne slagsmål.

Der er stadig forskel på rød og blå politik, og det bør stå helt klart for vælgerne. Det handler om økonomisk ansvarlighed med udgangspunkt i reformer, vækst og meget gerne skattelettelser – velfærd er også privat velfærd. Det handler om en ambitiøs klimapolitik uden skyld og skam, men med seriøse og konkrete bud på de ændringer, der skal til på samfundsniveau. Det handler om at fremtidssikre velfærden og stå ved de svære beslutninger og de nybrud, det kræver. Og så handler det naturligvis om en stram udlændingepolitik – den skal der holdes fast i, selvom det ikke længere er en særlig borgerlig mærkesag. Der er uenighed i blå blok om flere elementer i udlændingepolitikken, ja, men samtidig er der faktisk enighed om det væsentligste: Tilstrømningen skal begrænses, kriminelle skal udvises og der skal stilles krav til nye medborgere.

Gid 2020 må blive året, hvor Mette Frederiksen får en stærk opposition imod sig.

AMALIE LYHNE