Den mest basale opgave for en stat er at garantere sine borgeres sikkerhed. For en stat er just defineret ved sit magtmonopol: Borgerne afgiver frivilligt muligheden for at forsvare liv og ejendom til gengæld for statslig beskyttelse. Selvtægt er forbudt. I det sydlige Israel har befolkningen levet i daglig frygt for, at de selv eller deres nærmeste skulle blive ramt af en af de flere hundrede raketter, som Hamas har affyret mod civile mål. De seneste dage har det israelske missilskjold Iron Dome nedskudt adskillige missiler med kurs mod den centrale og tæt befolkede del af Israel. Selv i Tel Aviv har folk måttet søge tilflugt.

Læs også: To raketter skudt ned ved Tel Aviv

Som enhver ansvarlig stat har Israel naturligvis måttet reagere. Israel har indkaldt 40.000 reservister til hæren til en potentiel invasion af Gaza, og det israelske luftvåben har bombet raketaffyringsramper og anden terrorinfrastruktur. Under angrebsoperationen har det israelske luftvåben i vidt omfang anvendt den såkaldte »Bank-på-taget«-metode, hvor der indledningsvis affyres en lille mortergranat mod målet for at advare om et forestående angreb og give folk i bygningen mulighed for at undslippe inden det ultimative angreb. Alligevel er det tragisk at konstatere, at foreløbig 30 palæstinensere er blevet dræbt og over 150 såret. Specielt fordi det kunne være undgået: Hamas anlægger konsekvent sin militære infrastruktur i tæt befolkede områder for at øge konsekvenserne af et israelsk angreb. Ifølge det israelske forsvar bliver kvinder og børn ligefrem anbragt på tagene til huse, hvor der bor kendte Hamas-medlemmer. Alligevel har det israelske modangreb kun givet Hamas yderligere blod på tanden: Terrororganisationen har svoret, at det nok skal lykkes den at ramme Tel Aviv.

For de fleste vesteuropæere er krig en fjern abstraktion, og de har svært ved at forestille sig, at de selv ville kræve et modangreb mod en fjende, der af hele verden bliver defineret som den svage part. Men en Kassam-raket bliver ikke mindre farlig, fordi den bliver affyret af en, det er synd for.

Læs også: Dansker i Tel Aviv: »Vi er trygge ved missilskjoldet«

Den seneste tids eskalation har nærmest været uundgåelig. Den blev indledt med kidnapningen af tre jødiske teenagere. En opskræmt israelsk offentlighed krævede handling, og de israelske myndigheder indledte en storstilet efterforskningsoperation med snesevis af husransagninger, vejspærringer og hårdhændede tilbageholdelser af palæstinensere på Vestbredden. Som svar begyndte Hamas at fyre raketter af fra Gaza, og kort efter blev ligene af de tre teenagere fundet. Det førte til, at Israel angreb en række Hamas-mål i Gaza. Så fulgte det bestialske hævndrab på en palæstinensisk teenager, som med god grund vakte det palæstinensiske samfunds vrede. Men det er værd at bemærke, at det var den israelske stat, der efterforskede og opklarede mordet og satte de skyldige bag tremmer, samt at den israelske premierminister Netanyahu i umisforståelige vendinger fordømte mordet. Det var ikke Israel, der myrdede den palæstinensiske dreng, det var jødiske ekstremister. Det samme kan man – med omvendt fortegn – sige om mordet på de tre israelere.

Læs også: Israel gør klar til landoffensiv i Gaza

Til gengæld kan man ikke sige det samme om Kassam-raketterne. De bliver dagligt affyret af en organisation, der har staten Israels udslettelse som sit erklærede mål. I sådan en situation er det statens pligt at forsvare sine borgere. Det ville vi også selv forlange.