Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Berlingskes holdning.

Børnesvigt: Det handler om ledelse, ikke om penge

Det er langtfra alle daginstitutioner, der fungerer lige så hjerteskærende dårligt som i TV 2s dokumentar. Mange kan altså godt finde ud af det med det nuværende ressourceniveau. Problemet er snarere dårlig ledelse – både på institutionsniveau og kommunalt niveau.

Minimumsnormeringer er en forkert løsning. Ansvaret for daginstitutionernes drift bør ligge hos kommunerne, så der er plads til forskellighed, og så beslutningerne træffes så tæt på forældrene som muligt. Fold sammen
Læs mere
Foto: Johan Gadegaard / Ritzau Scanpix

Alle, der har set TV 2s dokumentar om hverdagen i en række kritiserede daginstitutioner i København, må have fået ondt i maven: Små, grædende, ulykkelige børn, der bliver ignoreret, skældt ud og talt ned til, mens forældrene blot får at vide, at barnet har haft en god dag.

Den slags må bare ikke ske i dagens Danmark. Børnepasning er kernevelfærd, og vores samfundsmodel bryder ganske enkelt sammen, hvis forældre ikke kan gå på arbejde og stole på, at børnene bliver passet ordentligt. Danske børn har verdensrekord i institutionalisering. Det kan man have forskellige holdninger til, men åbenlyst er det i hvert fald, at daginstitutionerne må og skal være trygge for børnene.

Dokumentaren har med rette vakt stor opmærksomhed, og eftersom vi er midt i en valgkamp har mange politikere også været hurtige til at foreslå løsninger – fra rød side primært den sædvanlige automatreaktion: Send flere penge!

Men det er både uansvarligt og overfladisk blot at gøre problemet til et spørgsmål om manglende ressourcer.

For det første bruger København mange flere penge på institutioner end andre kommuner, ligesom hovedstaden jo sådan set har et klart rødt flertal, der normalt ikke har ideologiske problemer med at bruge rigeligt med skattekroner.

For det andet var institutionerne i dokumentaren netop udvalgt, fordi de havde fået særdeles kritiske anmærkninger i tilsynsrapporterne. Der er altså tale om Københavns dårligste institutioner, mens langt de fleste andre vuggestuer og børnehaver heldigvis fungerer meget bedre. Vi har masser af fantastiske daginstitutioner i Danmark, som både børn og forældre er glade for – og det vel at mærke med det nuværende ressourceniveau og uden minimumsnormeringer.

Nej, det handler grundlæggende om dårlig ledelse – både på institutionsniveau og på kommunalt niveau.

Når en medarbejder gentagne gange og med kulde i stemmen afviser at trøste et lille barn, der har klemt sin finger i døren, og når medarbejderne lyver over for forældrene, så må der i den pågældende institution være skabt en helt forkvaklet kultur med en elendig pædagogisk kvalitet, og det er lederens ansvar.

Desuden er der et klart ledelsesmæssigt svigt fra Københavns Kommunes side. I mere end to år havde kommunen vidst, at den var gal, og alligevel fik den skrækkelige behandling af børnene lov til at fortsætte. Når eksperter kalder det, der foregår, for »offentligt omsorgssvigt« og »decideret farligt for børns udvikling«, så er et bureaukrat-svar om kommunale handlingsplaner simpelthen ikke godt nok. I yderste instans må kommunen lukke de dårlige institutioner.

Minimumsnormeringer er en forkert løsning. Ansvaret for daginstitutionernes drift bør ligge hos kommunerne, så der er plads til forskellighed, og så beslutningerne træffes så tæt på forældrene som muligt.

Til gengæld bør vi se på, om de pædagogiske ledere er dygtige nok, om der er nok uddannede pædagoger at ansætte, og om det store sygefravær ikke kan nedsættes – der er meget store forskelle kommunerne imellem. Og så skal der skæres kraftigt i pædagogernes papirarbejde.

Børnerådet har for nylig spurgt knap 1.300 børnehavebørn om deres hverdag, og 85 procent siger, at de voksne bruger det meste af tiden på at lave noget, som ikke har direkte relation til børnene: snakke, holde møder og holde øje.

Børnene fortjener meget bedre.

AMALIE LYHNE