Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Berlingskes holdning.

Blasfemi og ytringsfrihed

»Hvis vi skal bevare den fri debat, som vi ønsker, vil det være en stor hjælp at få afgrænset rækkevidden af den omstridte paragraf.«

Netop i disse dage, hvor vi har markeret et-året for terrorangrebet i København, der bl.a. ramte en gruppe mennesker forsamlet til møde om ytringsfrihed, er ytringsfriheden igen et varmt debatemne. Retten i Helsingør afsagde forleden en dom, hvor en mand er blevet idømt en bøde efter straffelovens §266b, den såkaldte racismeparagraf. Baggrunden er en opdatering på et socialt medie, hvor manden skriver, at »ideologien islam er lige så afskyvækkende, modbydelig, undertrykkende og menneskefjendsk som nazismen«. Rettens begrundelse for dommen er, at udtrykket »ideologien islam« kan opfattes således, at det gælder islam generelt og ikke blot de ekstreme dele af islam.

Man må opfatte det således, at det er religionskritikken, som retten vender sig mod. Altså at der er tale om blasfemi. Hvilket er bemærkelsesværdigt, når det nu er racismeparagraffen, 266b, byretten har anvendt, og ikke straffelovens §140, der omhandler forhånelse af trossamfund. §140 har i øvrigt kun én gang ført til domfældelse, og det var helt tilbage i 1938 i en sag om forhånelse af jøder. Det har ellers ikke skortet på religionskritik siden da, herunder forhånelse og angreb på kristendommen. Men vi har, heldigvis, en fri debatform her i landet, og derfor må kristendom, folkekirke og diverse trossamfund finde sig i såvel satire som skarpe ytringer. Det må derfor undre, at byretten finder, at islam ikke skal underkaste sig samme ytringsfrihed. Jacob Mchangama fra tænketanken Justitia finder således, at der er tale om en glidebane for ytringsfriheden.

Konkret drejer det sig om en forholdsvis beskeden bøde, så der er ikke umiddelbart grundlag for at anke dommen. Alligevel vil vi anbefale, at byrettens afgørelse om muligt føres videre hele vejen til Højesteret. Ytringsfriheden er grundlaget for vores demokrati, og Højesteret har tidligere haft det afgørende ord i sager om ytringsfrihed – heldigvis som regel til fordel for ytringsfriheden. I dette tilfælde er et af kernepunkterne, om den dømte med udtrykket »ideologien islam« kan siges at have forhånet religionen islam. Det er problematisk, hvis retten så at sige udvider §266b til en ekstra blasfemi-paragraf. Der er principper på spil i denne sag.

I Danmark har vi en debatform, hvor vi siger tingene direkte. Det kammer ikke sjældent over på de sociale medier, hvor især politikere må finde sig i verbale svinerier, man ikke troede mulige. Men at folk ikke kan finde ud af at argumentere anstændigt, skal ikke være en begrundelse for at indskrænke ytringsfriheden. Adgangen til at komme til orde fungerer som en sikkerhedsventil. Så kan man modargumentere, trække på skuldrene eller anmelde en debattør til politiet, hvis man føler sig direkte truet.

Racismeparagraffen bliver jævnligt diskuteret med forslag om at ophæve §266b. Af hensyn til vores forpligtelser i FN og EU lader det sig formentlig ikke gøre. Tilbage i 2014 fremsatte de fire blå partier, som i dag har flertal i Folketinget, V, K, LA og DF, derfor et beslutningsforslag i Folketinget om en kortlægning af §266b. Hvis vi skal bevare den fri debat, som vi ønsker, vil det være en stor hjælp at få afgrænset rækkevidden af den omstridte paragraf. Nu da Venstre sidder med regeringsmagten, kunne man passende sætte det arbejde i værk.