Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Berlingskes holdning.

Blankt

Danmarks statsminister, Helle Thorning-Schmidt, skrev i aftes under på Danmarks tilslutning til EUs finanspagt. Dermed passerede EU en vigtig milepæl og tog et nødvendigt skridt frem mod større økonomisk stabilitet.

Men efter alt at dømme vidste statsministeren ikke helt, hvad hun skrev under på. Først måtte hun korrigere en forkert oplysning om, at danskerne sådan nærmest uden videre kunne rejse sag, hvis regeringen ikke overholder sine budgetlove, som Folketinget nu skal vedtage i overensstemmelse med EUs krav. Dernæst formåede statsministeren ikke at give svar på, hvad konsekvensen bliver for Danmark, såfremt en regering ikke overholder budgetloven. Alligevel skrev hun altså under på aftalen. Det svarer til at skrive under på en kontrakt uden at kende prisen, såfremt man ikke overholder den. Det rigtige svar er, at der endnu ikke findes et klart svar. Det skal man først finde ud af. Og det burde statsministeren være i stand til at oplyse. Men i stedet serverede hun en gang tom sniksnak for medierne.

Ingen kan forlange, at en statsminister skal kunne svare på alle detaljer om alt. Men når Danmark tiltræder en vigtig økonomisk aftale, må statsministeren selvfølgelig kende til de vigtigste dele af aftalen, herunder konsekvenserne, hvis den ikke overholdes.

Helle Thorning-Schmidt styrker desværre billedet af en statsminister, som er mere overflade end substans. En politiker som blev statsminister ved at stille velfærd og mirakelkure i udsigt. Hun udstedte valgløfter, som overhovedet ikke kunne realiseres, da hun havde tabt valget, men vundet regeringsmagten. Nogle mener, hun ganske enkelt snød sig til magten.

Siden valget har meningsmålingerne kun peget nedad. Greens måling i Børsen i går nåede et nærmest ufatteligt lavpunkt, da den gav Venstre lige så mange mandater som regeringspartierne tilsammen. Målinger er ikke eksakt videnskab, og de kan ramme adskillige procent ved siden af sandheden. Men der er ikke tvivl om, at Helle Thorning-Schmidts lederskab nu betvivles af mange af de vælgere, der stemte på regeringspartierne ved valget sidste år. Selv en af den nye regerings støtter, Poul Nyrup Rasmussens tidligere spindoktor og nu chef for tænketanken Kraka, Peter Mogensen, udnævner Helle Thorning-Schmidt til regeringens egentlige problem. »Hun fremstår som en statsminister, der ikke ved, hvad hun vil. Og det virker, som om hun ikke kan stoffet,« siger han til B.T.

Medmindre de dårlige meningsmålinger får regeringen eller folketingsgrupperne til at revne, er der længe til næste valg. Regeringens omdømme kan nå at vende. Selv om balladen om betalingsringen har fyldt meget, er mands minde kort. Hvis den økonomiske udvikling vitterlig er ved at vende, behøver Thorning-Schmidt ikke at tabe næste valg. Men det er opmuntrende, at vælgerne straffer for politiske løfter, der er tomme. Nu vil regeringen så gennemføre reformer, den før valget ville bekæmpe. Det er godt for landet. Men det understreger, at vælgerne blev fuppet af en statsminister, som har samme styr på politikken, som hun havde på sin skattesag.