Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Berlingskes holdning.

Blå borgfred

ARKIVFOTO: Anders Samuelsen og Lars Løkke Rasmussen i folketingssalen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mathias Bojesen
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Lars Løkkes invitation til Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti om at indtræde i regeringen er ikke blot logisk, men formentlig også den eneste måde til at undgå en livstruende regeringskrise om få uger, hvor Liberal Alliances ultimatum om topskattelettelser stod til at blive udløst.

De forløbne halvandet år har desværre vist, at regeringens tre blå støttepartier ikke har følt en tilstrækkelig stærk forpligtelse til at finde fælles løsninger på Danmarks store udfordringer med manglende vækst og lav produktivitet.

En bred borgerlig regering vil kunne sætte skub i en helhedsplan svarende til den 2025-plan, som statsministeren ikke kunne få sine støttepartier med på. Men forudsætningen for succes er, at en VKLA-regering hviler på et solidt regeringsgrundlag, som både indeholder de nødvendige økonomiske reformer, og som formulerer en vækstfremmende skattepolitik, som kan overleve mødet med Dansk Folkeparti.

I første omgang er det mest påtrængende spørgsmål, om Liberal Alliances formand, Anders Samuelsen, er klar til at udskifte sit ultimative krav om topskattelettelser med »ansvarets åg«.

I de seneste måneder har mange iagttagere på Chris­tiansborg spekuleret over, hvordan Anders Samuelsen mon ville finde en vej ned fra den trætop, som hans ultimative krav havde anbragt ham i.

Nu kan det vise sig, at det bedste transportmiddel ned fra et højt træ er en ministerbil. Man må for landets skyld håbe, at Samuelsen har en tilstrækkelig bred ryg til at tage turen ned på jorden uanset de vittigheder, der vil fyge om ørene på ham som efterårsblade i blæsevejr.

En borgerlig regering har brug for en stærk liberal stemme, som stiller de kritiske spørgsmål internt i regeringen, hvor mulighederne for indflydelse er størst.

De Konservative har tidligere sagt, at partiet kun ville indtræde i en regering på baggrund af et valgresultat, der pegede i den retning. I dag må man iskoldt konstatere, at partiet har svært ved at opnå fremgang, uanset om det deltager i en regering eller ej.

På den baggrund burde det ikke være vanskeligt for partiet at sige ja til et borgerligt regeringsssamarbejde med et tydeligt konservativt fingeraftryk. Det ligger i det konservative DNA at tage ansvar som regeringsbærende parti, og for blandt andre boligejernes skyld må man håbe, at en ny regering får konservative ministre med.

Ved regeringsdannelsen for halvandet år siden blev Dansk Folkeparti kritiseret for ikke at tage et medansvar som deltager i en borgerlig regering. I dag må borgerlige vælgere insistere på, at partiet forbliver i opposition.

Dets modvilje mod at tage ansvar for velfærdsreformer og dets propagandistiske EU-politik er i sig selv tilstrækkelig grund til at afvise partiet som regeringsdueligt. Og oveni kommer partiets nye ønske om en – anti-muslimsk – alliance med et aggressivt Rusland, der med militær magt føler sig berettiget til at dominere de naboer, der engang var underlagt Sovjetdiktaturet.

Løkkes regeringsudvidelse kan blive nøglen til at demontere en selvskabt krise i blå blok og til at skabe ny fremgang.