Blå blok må droppe taktikken og gå i tænkeboks

Indre splittelse, ydmygelser, valgnederlag, lederkaos og konsekvensløshed har taget livet af det, man kendte som blå blok. Nu må de borgerlige partier tænde for det lange lys – og for tankevirksomheden.

»Manglen på en stærk leder og potentiel statsministerkandidat har været én indlysende årsag. Det har været svært for Jakob Ellemann-Jensen at finde sine ben som ny V- og oppositionsleder,« skriver Tom Jensen om en af årsagerne til, at blå blok ifølge ham er afgået ved døden. Liselotte Sabroe

Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Berlingskes holdning.

Noget af det klogeste, man kan gøre i livet, er at se virkeligheden i øjnene, og for de partier, der indtil valget i fjor udgjorde blå blok, er virkeligheden denne: Blå blok, som vi kendte den, er udåndet. Har sat træskoene. Er taget afsted for at møde sin skaber. Stedt til hvile i fred ni fod under. Der er tale om en ex-blå blok.