Måske den nye tyske regering med kansler Friedrich Merz i spidsen ville være mere medgørlig end den forrige Scholz-regering?

Det var muligvis tanken bag justitsminister Peter Hummelgaards (S) forsøg på at genfremsætte det kontroversielle forslag om den såkaldte CSA-forordning – eller chatkontrol, som forslaget også kaldes – som vil gøre det muligt at påbyde beskedtjenester at overvåge kommunikationen på deres platform med det formål at opspore deling af seksuelt overgrebsmateriale med børn. Det gælder også krypterede beskedtjenester.