Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Berlingskes holdning.

Berlingske mener: Vi skal mødes i tillid og vinde over mørket

Selma Lagerlöfs fortælling om de Tre Vise Mænd minder os om julens vigtigste budskab: At vores trængsler og tristesse får mening i vores møde med tilliden til det gode.

Selma Lagerlöfs mirakuløse »De vise mænds brønd« beskriver trængslerne og tilliden ved den første julenat for alle de år siden så medrivende som juleevangeliet selv, skriver Søren Schauser i denne leder. Her ses de Tre Vise Mænd under et julespil i Trinitatis Kirke. Arkivfoto: Jens Nørgaard Larsen Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Julen falder for andet år i træk på et grumt tidspunkt. Vi har for andet år i træk glædet os ekstra meget til de funklende lys på træet og familien om bordet. Og vi har for andet år i træk måttet se nyhederne næsten fra dag til dag bringe de længe ventede festligheder i fare. Svøben med de stadig skiftende navne og frygtsomme sjæle på samvittigheden har inviteret sig selv som vinterens mindst velkomne gæst.

Den samme svøbe kan og skal samtidig minde os mennesker om to ting: At den første julenat for et par tusinde år siden heller ikke var nogen dans på roser. Vi mindes alt andet lige en fattig families trængsler mellem uforstående mennesker og umælende dyr. Og at festen i aften med dens kærlighed og kædedans alle dage har været en fejring af vores tillid til lyset lige efter tunnelen. Pyntningen med den giftige mistelten i mange hjem er et ekko fra hedenske tider og deres bevidsthed om forfaldet og forårets komme som to sider af samme sag.

Selma Lagerlöfs mirakuløse »De vise mænds brønd« beskriver trængslerne og tilliden så medrivende som juleevangeliet selv. Fortællingen findes i samlingen »Kristuslegender« fra 1904 med dens eventyrlige og ikke specielt frelste fabuleringer over bibelske historier.

Den svenske forfatter lader en skikkelse ved navn Tørken lægge riger og lande øde og møde ethvert syn af vederkvægende vand og mættede munde med foragt. Men en kilde ikke langt fra Betlehem virker lovende! Brønden fra gamle dage har ikke rigtig kræfterne længere. Brønden dør dråbe for dråbe den aften med Tørken som vældig engageret tilskuer. »Når det bliver så lyst, at jeg kan se ned i dig igen,« siger hun, »så er jeg sikker på, at det er ude med dig!«

Nogle velhavende herrer på tungt lastede dromedarer dukker så op ved siden af Tørken med hendes bistre blik. Historien tager nu en dramatisk drejning. Tørken underholder de rejsende med historien om en særlig nat længe før.

Anekdoten handler om tre mænd fulde af skavanker og aldrig svigtende bekymringer for fremtiden. Mændene havde hørt rygter om en kongelig fødsel og var gået tiggergang efter hjælp til deres skavanker. Og den gamle brønd havde ikke alene ladet sig tømme af mændene med deres ustillelige tørst og selviske forehavende. Den havde også ladet stjernernes lys genspejle i sine sidste dråber til orientering for de vandrende på marken med mørke alle vegne.

Herrerne på de tre dromedarer lytter på legenden med et smil. Tørken med de onde hensigter indser først tingenes sammenhæng for sent. Generationer af skolebørn har elsket Lagerlöfs flair for overraskelser i de sidste linjer. For mændene er selvfølgelig de hellige tre konger selv tilbage ved åstedet uden deres gamle skavanker. Og kongerne har passende nok lastet dyrene med frisk vand fra det høje til genopfyldning af deres udtørrede vejviser hin julenat.

Så ja tak til trængslerne. Ja tak til alle tornene og dagene med tristesse. For vores tillid til lysets retur og livets genopfyldning er det hele værd. Vi går alle gennem torne med udsigt til endnu mere krat og stjerneløst mørke. Vi går alle gennem livet på listesko det ene øjeblik og på gløder det næste øjeblik. Men sølvsolen oppe på træet mellem os vil skinne over vores tillid til hinanden og til mørkets nederlag i den anden ende.

SØREN SCHAUSER