Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Berlingskes holdning.

Vi er tre uger inde i en grusom krig i Ukraine. Russiske styrker smadrer løs på hospitaler, boligblokke og flygtningekorridorer, og det kan blive værre endnu.

Ukrainerne risikerer endnu voldsommere bombardementer, udsultning og belejringer. Putin har vist sin vilje til at tilintetgøre hele byer i Grosnij og Aleppo, og han gør sit bedste for at få verden til at tro, at han endda er parat til at bruge atomvåben for at nå sine mål.

Presset på ukrainerne er ekstremt. Der var onsdag meldinger om fremskridt i forhandlingerne med Rusland med konturerne af et kompromis, hvor Ukraine i fremtiden kunne blive medlem af EU, men ikke NATO. Men vi er langt fra en fredsløsning endnu. Ukraine har stadig krav på, at alle invasionstyrker trækkes tilbage, og landet vil have brug for sikkerhedsgarantier i fremtiden. Man kan have sine tvivl om russernes vilje til fred. Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, gjorde det allerede før krigen klart, at han ikke nødvendigvis ville holde fast i drømmen om NATO-medlemskab, og det forhindrede som bekendt ikke den russiske invasion.

Det hjælper ikke på ukrainernes position, at der er stemmer i Vesten, som opfordrer dem til at hejse det hvide flag. Ekstra Bladets chefredaktør, Henrik Qvortrup, skrev allerede for ti dage siden, at vores vigtigste opgave kunne være at få ukrainerne til at »se nederlaget i øjnene« for at »undgå yderligere og unødvendige blodsudgydelser«.

De vestlige defaitister har ligesom Putin undervurderet den ukrainske modstandskraft i krigen.

Måske fordi de ikke forstår den undertrykkelse, som en russisk magtovertagelse i Ukraine vil føre til. Putins besættelsesstyrker er allerede i gang med at bortføre ukrainske borgmestre, erstatte dem med russiske lakajer og sætte militær ind mod fredelige demonstranter.

Defaitisterne overser også, at ukrainerne ikke bare kæmper for deres nations overlevelse. De kæmper for folkeretten og for vores sikkerhed.

Hvis vi alene møder den russiske aggression med pacifistisk overgivelse, gør vi Putin langt mere magtfuld, end han behøver at være, og vi vil inspirere andre autoritære regimer til at risikere militære eventyr.

Derfor har vi både en moralsk forpligtelse og en egeninteresse i at støtte ukrainerne, og det er foreløbig sket med en resolut og kølig tilgang.

USA har ikke besvaret Putins vanvittige atomtrusler ved at skrue på landets nukleare beredskab, og NATO-landene har gjort det klart, at de ikke kommer til at sætte fly eller soldater ind i Ukraine.

Til gengæld støtter vi med efterretninger, penge og våben. Vi har også udløst historiske hårde sanktioner, som forkrøbler russisk økonomi. Sanktionerne viser, at Vesten ikke er så impotent, som Putin troede, og det kan forhåbentlig påvirke begivenheder i både Moskva og Beijing. Vi skal overbevise kineserne om, at de selv kan blive ramt af vestlige sanktioner, hvis de støtter Putins krig.

Opgaven er at undgå panik. Vi skal blive ved med at støtte Ukraine og forbeholde os ret til at ændre politik, for eksempel ved at levere kampfly, hvis Putins terror mod civile ikke bremses.

Vi skal også gøre det tindrende klart, at brugen af masseødelæggelsesvåben ikke kan tolereres. Vi må ikke på forhånd afvise noget modsvar. I dag er det ikke Vestens mål at tvinge Putin fra magten, men det kan ændres. Der er brug for at afskrække Putin fra at gå til det næste niveau af barbari.

Målet er at redde Ukraine og skabe de bedst mulige vilkår for, at ukrainerne kan forhandle sig til en fred, som også sikrer landets suverænitet og fremtidige sikkerhed.

PIERRE COLLIGNON