Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Berlingskes holdning.

Efter folketingsvalget er dansk politiks farvekort ved at blive ændret: Rød, blå og lilla svæver rundt i luften, mens vi venter på en ny regering. Det grønne er der derimod ikke så meget palaver omkring, for Alternativet og Enhedslisten er ude af regeringsforhandlingerne, og de resterende partier er overordnet enige om vigtigheden af en fornuftig grøn omstilling, som tager hensyn til økonomi og arbejdspladser.