Velkommen til demokratiets festdag, som sandsynligvis føles som en lettelse for mange vælgere efter knap fire ugers valgkamp, der har beriget den danske befolkning med haglbyge efter haglbyge af udspil fra de politiske partier.

Nogle er allerede afgået ved døden inden valget efter brutale møder med virkeligheden. Herunder Socialdemokratiets formueskat, der brændte op i sin egen amatørisme og mangel på fornemmelse for, hvor meget den vil ødelægge for dansk erhvervsliv.