Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Berlingskes holdning.

Berlingske Mener: Stop det glade vindvid

I disse dage blæser forandringens vinde kraftigt over Jylland. I den situation er der, som det hedder i et ordsprog, der ofte tillægges formand Mao, »nogle, som bygger læhegn, mens andre bygger vindmøller«. Læhegnene, der kan beskytte Jyllands truede vestkyst mod bølgerne, savner vi stadig.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Vindmøllerne har vi derimod allerede bygget i rigt mål både til lands og til vands. Alligevel skal vi have endnu flere. Om kort tid begynder opførelsen af 111 kæmpemøller ved Anholt. Nok en park er planlagt af den forrige regering på Kriegers Flak ud for Møn. Og den nye regering vil have bygget yderligere to store parker. Desuden skal de mange gamle møller, som vi har ødelagt vores smukke landskab med, afløses af nye og langt større.

Den foreslåede voldsomme udbygning af vores energiforsyning med vindmøller finansieres ved at afregne strømmen til priser, der er hele fire gange så høje som kulproduceret strøm - differencen betales af danske forbrugere og virksomheder. Og den kommer på et tidspunkt, hvor landets største vindmølleproducent, Vestas, er i dyb krise. Eksportmarkederne svigter, fordi de gældsplagede stater ikke har råd til at støtte vindenergien, og ledelsen har ikke evnet at tilpasse omkostningerne i tide.

Vestas er et resultat af dansk energi- og industripolitik i 80erne og 90erne, hvor vindmøller blev støttet med rigelige statsmidler for skatteydernes regning. Et veritabelt stykke planøkonomi, som også formand Mao ville have hyldet. Derfor er det dybest set heller ikke så mærkeligt, at vi nu oplever, at en af vore største »grønne virksomheder« ikke kan klare sig på markedets betingelser. At bygge vindmøller er ikke mere højteknologi, end det var, da vi tidligere byggede skibe i Danmark med statsstøtte på 10 store værfter. Den bedste man kan sige om vores hedengangne værftsindustri er, at den efterlod en lang række smidige underleverandører, som har evnet at fastholde deres internationale konkurrenceevne og levere til de nye skibsbygningsnationer i Fjernøsten. Det er nøjagtig den samme historie med vindmølleindustrien. Her lider Vestas, mens underleverandørerne blomstrer globalt. Det sidste kan vi glæde os over, men derfor skal vi ikke støtte denne branche specifikt. For som de økonomiske vismænd har påvist flere gange i grundige rapporter, mister vi to job i den private sektor for hvert et job, vi skaber i vindmølleindustrien for skatteydernes regning.

Krisen hos Vestas giver anledning til at spørge, hvorfor et fossilfrit Danmark absolut skal skabes med dyr vindenergi, når der findes en række andre alternative energiformer, som vi billigere og med lige så stort eksportpotentiale og langt større CO2-effekt kan benytte os af. Det er heldigvis ikke for sent for politikerne at tænke sig om. I disse uger forhandles den ambitiøse og dyre klimaplan, som klimaminister Martin Lidegaard har lagt frem. Men regeringen vil gerne have et bredt forlig, så der sikres ro om de fremtidige nødvendige investeringer i omstilling til fossilfri brændsler. Her må det være den borgerlige oppositions opgave at sikre mere grøn energi for færre penge og gå de planlagte vindmølleinvesteringer kritisk efter. Men det er måske for meget forlangt af de borgerlige energipolitikere, som også har lyttet flittigt til vindmølleindustriens sirenesang i de ti år, da de havde regeringsmagten.