Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Berlingskes holdning.

Berlingske mener: Spillet om Snowden

Edward Snowden Fold sammen
Læs mere
Foto: The Guardian
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

For millioner af mennesker verden over, herunder i Vesten og i USA, er Edward Snowden en helt.

Det er han, fordi han afslørede systemet indefra, da han på klassisk whistleblower-vis lækkede oplysningerne om, i hvilken grad USA overvågede egne og andre landes borgere digitalt i forsøget på at afsløre terrorangreb.

Afsløringerne har sat gang i en voldsom politisk diskussion, der har givet præsident Obama svære problemer. For hvor går grænsen for staters overvågning af borgerne i selv den bedste sags tjeneste? Fra den amerikanske regerings side kom modsvaret forleden: Overvågningsprogrammet har indtil videre forhindret hen ved 50 terrorangreb. Ikke desto mindre forbliver Edward Snowden for mange helten, der bragte vigtige oplysninger frem til offentligheden om overvågningens karakter og niveau. Man kan sige, at han i manges øjne placerede sig et noget andet sted på skalaen end flere af de hackere og andre, som over de senere år har tiltvunget sig adgang til hemmelige systemer og oplysninger. Der er således næppe nogen diskussion om, at hackerne, der stjal danskeres cpr-oplysninger fra politiets registre, er kriminelle, som må stoppes.

Hackergruppen Anonymous har et ideologisk udgangspunkt, både i forhold til teknologi og politisk i forhold til de lande, institutioner og virksomheder, den angriber. Wikileaks har brugt offentliggørelsen af millioner af dokumenter i en politisk kampagne særligt vendt mod USA – uden at vægte de konsekvenser, det kunne have, f.eks. at lække hemmelige efterretningsrapporter.

Med Snowden stiller det sig lidt anderledes. Han kan næppe siges – efter det oplyste – at have lækket noget for egen vindings skyld. Tværtimod er han nu global flygtning på jagt efter asyl, muligvis i Ecuador. For mange vil der være en logisk sammenligning mellem Edward Snowden og Daniel Ellsberg, som i 1971 som whistleblower stod bag det læk, der bragte The Pentagon Papers med deres afsløringer af USAs reelle fremfærd og mål i Vietnamkrigen på forsiden af New York Times.

Alligevel kan der jo sagtens eksistere den dobbelthed, at Snowden for mange er en helt, samtidig med at han kan have overtrådt amerikansk lov på en måde, der gør det legitimt for Obama-administrationen at ønske ham udleveret. Under alle omstændigheder er det naivt ikke at gennemskue, at Edward Snowden for længst er blevet genstand for et speget, internationalt politisk spil.

Det er næppe tilfældigt, at han først søgte mod Hong Kong, dernæst Moskva med det sigte muligvis at komme til Cuba eller Ecuador, der i forvejen har Wikileaks-stifteren Julian Assange siddende på sin ambassade i London, og hvor præsident Rafael Correa gerne vil profilere sig som Latinamerikas nye stærke, antiamerikanske kraft efter Hugo Chavez’ død for nylig. Udleveret til USA er Edward Snowden under alle omstændigheder endnu ikke blevet, kan man konstatere.

Uanset Snowdens heltestatus i vide kredse må det kispus-spil en dag stoppe. USAs ønske om udlevering er ikke principielt urimeligt, og måske vil det også være bedst for Snowden, snarere end at sidde som asylant og politisk instrument for et mere eller mindre tvivlsomt regime. Man minder således om, at da Daniel Ellsberg i sin tid overgav sig til myndighederne, endte den efterfølgende retssag om The Pentagon Papers til syvende og sidst med hans løsladelse.