Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Berlingskes holdning.
Hvis nogen skulle være i tvivl: Det er langtfra alle danske skoleelever, som bliver undervist i en af de vigtigste begivenheder i nyere dansk historie, nemlig Muhammedkrisen. For det er lykkes for formørkede og voldelige islamister, der hader demokrati, frihedsrettigheder og oplysning, at gøre emnet så kontroversielt og farligt, at mange lærere – forståeligt nok – udøver selvcensur.
Derfor var det en meget vigtig debat, der fandt sted i Folketingssalen tidligere på måneden, hvor størstedelen af oppositionen forsøgte at skaffe flertal for et forslag om at gøre Muhammedkrisen til en del af folkeskolens historiekanon. Det ville betyde, at alle elever skal undervises i emnet, og at staten udarbejder undervisningsmateriale. Visning af selve tegningerne ville dog stadig være op til den enkelte lærer.
Sådan bliver det dog ikke, for regeringen er imod, og dermed er der ikke flertal.
Under debatten brugte regeringen en sikkerhedsvurdering fra Politiets Efterretningstjeneste, PET, som begrundelse for modstanden. Samme forklaring brugte Venstre, da partiet skulle forklare, hvorfor man nu vender ryggen til et forslag, man tidligere selv har stillet.
Men regeringen lagde ikke vurderingen åbent frem, hvilket gjorde debatten unødigt mudret og skjulte de egentlige meningsforskelle.
Først efterfølgende fik Jyllands-Posten via Justitsministeriet adgang til sikkerhedsvurderingen, der viste sig overhovedet ikke at forholde sig til beslutningsforslaget. PET vurderer udelukkende risikoen ved at vise selve tegningerne i undervisningen, hvilket netop ikke er en del af forslaget.
»På det foreliggende grundlag kan PET således ikke vurdere, i hvilket omfang obligatorisk undervisning vil kunne have sikkerhedsmæssig betydning sammenlignet med ikkeobligatorisk undervisning,« skriver Justitisministeret.
Det er naturligvis helt fair at være imod forslaget, og det er også fair at ændre holdning. Netop på grund af sikkerhedsrisikoen er spørgsmålet, uanset hvordan man vender og drejer det, vanskeligt.
Men det er også et ufatteligt vigtigt spørgsmål. Vi lever i en verden, hvor vores vestlige frihedsværdier er under angreb.
Derfor må regeringen fægte med åben pande. Det går ikke at gemme sig bag PET, ligesom den socialdemokratiske regering i øvrigt også gjorde i sagen om Syriens-børnene, for at undgå at tage stilling til det svære, principielle og meget vigtige spørgsmål: Hvor langt skal vi gå for at forsvare vores principper og vores levevis?
Når vi her på avisen mener, at undervisning i Muhammedkrisen bør være obligatorisk og ledsages af statsligt udarbejdet materiale, handler det både om, at danske børn naturligvis skal oplyses om de begivenheder, der har formet vores virkelighed, og om at sende et afgørende signal til lærerne: De skal vide, at de har deres minister, deres regering – ja, deres land – i ryggen, når de underviser i emnet. De er ikke racister, og de er ikke provokatører. De er blot lærere, som vil gøre deres elever klogere.
Under debatten i Folketingssalen var det nok det færøske medlem Sjúrður Skaale, som udtrykte pointen klarest: »Man kan ikke vinde en krig, hvis man sender én soldat ad gangen imod fjenden,« sagde han.
Vi er nemlig i krig, og det er på tide, at vi som samfund står sammen om at byde demokratiets og ytringsfrihedens fjender trods. Det er hverken rimeligt eller effektivt, at den enkelte lærer står alene, sådan som det er i dag.
AMALIE LYHNE
