Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Berlingskes holdning.
Argentinas præsident, Javier Milei, har haft succes med sin revolutionære reformpolitik. Halvandet år efter indsættelsen i præsidentembedet er 1,7 millioner børn løftet ud af fattigdom, inflationen er under kontrol, og valutakursen er stabil.
Succesen er kommet bag på den globale venstrefløj, som spåede, at den revolutionære reformpolitik ville føre til en »social massegrav«, og at folk ville dø af sult.
Venstrefløjen viger normalt ikke tilbage for revolutionær snak og handling, men det gør den åbenbart, når det er venstrefløjspopulister, der har sænket et samfund ned i en social og økonomisk afgrund. Så langt rækker venstrefløjens revolutionære ånd og omsorgen for samfundets svageste ikke.
Revolutionsmodstand hører normalt til på den konservative fløj, flot repræsenteret af den politiske tænker Edmund Burke med hans fordømmelse af Den Franske Revolution. Den kongetro brite Burke var mere ambivalent vedrørende Den Amerikanske Revolution. Amerikanernes revolution var ikke uden berettigelse, mente han.
Venstrefløjen stod ikke alene med sin skepsis. Den delte de med mange økonomer, som frygtede konsekvenserne af Mileis metaforiske motorsavsmassakre på en oppustet, ineffektiv og korrupt offentlig sektor, der regulerede økonomien, herunder den internationale handel, sønder og sammen. De fleste økonomer foretrækker marginale og gradvise justeringer, når der skal rettes op på en nødlidende økonomi.
Det har de nok ret i, når det gælder nogenlunde civiliserede samfund med et fungerende demokrati og en markedsøkonomi, der ikke er smadret af en venstrefløjspopulisme, der spiller på de mest primitive instinkter i vælgerhavet og i øvrigt primært meler magthavernes kage.
De økonomiske forudsætninger for at borgerne i et samfund kan have et roligt og velstående liv, er, at der er orden i statsfinanserne, at valutakurs og inflation er i nogenlunde ro, og at den private ejendomsret respekteres. Dertil kommer en markedsøkonomi reguleret af love og regler kontrolleret af uafhængige domstole og en markedsøkonomi, der ikke regelmæssigt rammes af arbitrære og uforudsigelige politiske indgreb.
Alle disse vilkår er i Argentina i mange år blevet undergravet af venstrepopulistiske regeringer vekslende med militærdiktaturer, som kun gjorde ondt værre. Argentina er et mønstereksempel på et velstående land, som af fejlslagen politik bliver kørt på fattiggården.
Argentina havde i 1910 et BNP pr. indbygger, der var højere end i Danmark, der allerede dengang hørte til blandt de højeste i verden. I dag er Danmark stadig blandt de rigeste lande i verden, mens Argentinas BNP pr. indbygger er mindre end en fjerdedel af det danske.
På den baggrund var det måske nødvendigt med radikale reformer og en radikal politisk retorik. I hvert fald var den argentinske befolkning så træt af elendigheden, at de foretrak det radikale alternativ.
Foreløbig er det gået over de flestes forventning. Meget kan endnu gå galt, også af årsager, der ikke er under Argentinas egen kontrol. Men på argentinernes vegne, må vi håbe, at succesen holder.
Berlingskes økonomiredaktør, Ulrik Bie, har sagt, at hvis det argentinske eksperiment lykkes, skal de økonomiske lærebøger skrives om. Det skal de måske, men en stat kan være så fejlslagen, at gradvise reformer ikke er tilstrækkeligt. Kun en revolution kan løfte totalt fejlslagne stater ud af dyndet.
OLE P. KRISTENSEN
