Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Berlingskes holdning.

Berlingske mener: Lad os nu få det valg!

Politikerne er stoppet med at løse problemer, fordi valget er i gang – selvom det endnu ikke er udskrevet. Den urimelige situation er statsministerens ansvar, og den er til skade for os alle sammen.

V-formand Jakob Ellemann-Jensen, statsminister Mette Frederiksen og K-formand Søren Pape Poulsen i duel på DR. Valgkampen er i fuld gang, men statsministeren har ikke officielt udskrevet valgkampen, og dermed svigter hun de vælgere, der står med reelle problemer, som mangler en politisk løsning – for eksempel patienter, pårørende og personale i psykiatrien. Det mener Amalie Lyhne i denne leder. Fold sammen
Læs mere
Foto: DR
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

En statsminister, der lader sig fragte rundt i landet i en rød valgbus udsmykket med sit eget smilende portræt. En fagbevægelse, der er i fuld gang med sin traditionelle valgkampagne med slet skjult støtte til rød blok. Partier i alle kulører, der sprøjter udspil ud og annoncerer her, der og alle vegne. Duel mellem de tre statsministerkandidater i bedste sendetid på Danmarks Radio. Medier, der hver dag bringer seneste nyt om styrkeforholdene mellem blokkene.

Jo, der er næsten fuld plade i valgkampsbingo. Kun én ting mangler: At statsministeren rent faktisk udskriver valget.

Mette Frederiksen kan formelt blive siddende indtil juni næste år, men De Radikale – hendes eget støtteparti – har på mystisk og vanlig tvetydig vis stillet hende et mistillidsvotum i udsigt, hvis ikke hun udskriver valget senest ved Folketingets åbning i begyndelsen af oktober.

Det kan undre, at De Radikale ikke forudså den utålelige situation, vi står i nu, for det er naturligvis stik imod statsministerens natur at lade sig hundse rundt med, og derfor lader hun som ingenting. Regeringen præsenterer stribevis af politiske udspil, som den foregiver at ville forhandle om, men som ingen kan opfatte som andet end valgkampsudspil. Det politiske arbejde er reelt gået i stå, som det altid gør under en valgkamp.

Mette Frederiksen holder simpelthen de øvrige partier for nar, og det har nu fået de borgerlige partiformænd til at sende et åbent brev til hende med en opfordring til at få udskrevet valget. Det kan man kun bakke op om, men værst er det naturligvis, at statsministeren samtidig holder vælgerne for nar.

Formelt set gør hun intet forkert. Hun har ret til at udskrive valget, når hun vil – inden for valgperioden, naturligvis, og indtil videre er der jo ikke stillet noget mistillidsvotum.

Men med sin tøven gør Mette Frederiksen sig reelt skyldig i en række alvorlige forseelser.

Først og fremmest er det altså rigtige mennesker med rigtige problemer, som nu må vente endnu længere på at få dem løst. Det gælder ikke mindst patienter og pårørende i psykiatrien, ansatte og patienter i sundhedssystemet i det hele taget, arbejdsgivere i både den private og offentlige sektor, som desperat mangler arbejdskraft, og de utallige borgere og virksomheder, som er ramt af inflationen.

Samtidig tenderer situationen misbrug af embedsværket. Vores folkestyre fungerer på den måde, at regeringens normale adgang til embedsmændenes faglige bistand sættes på pause under en valgkamp. Politikerne – også dem, der sidder i regering – fører valgkamp på egen hånd, mens embedsmændene holder sig til den nødvendige drift. Dette princip forbryder regeringen sig imod, når den fører valgkamp uden officielt at gøre det. Så kan ministerierne hjælpe med de facto valgkampsudspil og for eksempel regne på partiformand Søren Pape Poulsens personlige gevinst som følge af det konservative valgoplæg.

Denne bøjning af principperne sammen med den gedulgte og urimeligt lange valgkamp risikerer at gøre vælgerne så trætte af politik, at de færreste orker at følge med, når ulven endelig kommer. Tilliden til det politiske system er i forvejen bekymrende lav i øjeblikket, og det er slet ikke tidspunktet at lege yderligere med vælgernes tålmodighed.

Udskriv nu det valg, Mette Frederiksen! Timingen er muligvis ikke optimal for dig, men det må du altså – med dit eget ordvalg – leve med.

AMALIE LYHNE