Da Volodymyr Zelenskyj tre dage inde i krigen blev tilbudt evakuering ud af Kyiv med amerikansk hjælp, gav han et svar, som er gået over i historien: »Kampen er her. Jeg har brug for ammunition, ikke et lift«.

Måske faldt ordene ikke præcist på den måde, men de blev hurtigt delt af ukrainske diplomater, og de udtrykte ikke bare den ukrainske præsidents personlige mod, men et helt folks insisteren på at kæmpe.

Mange i resten af verden var overbevist om den russiske hærs uovervindelighed. Russiske kampvognsførere havde paradeuniformer med, fordi de troede, at de i løbet af få dage ville fejre sejren i Kyivs gader, og mange i Vesten argumenterede på skammelig vis for hurtig ukrainsk overgivelse.

Men ukrainerne sagde nej. De var allerede blevet angrebet af Rusland i 2014, og de var klar over, hvor meget der var på spil, da Vladimir Putin satte den største landkrig i Europa siden Anden Verdenskrig i gang.

Den ukrainske ambassade i London sørgede hurtigt for at dele Zelenskyj-citatet om hans »nej tak« til et lift:

I dag ved vi, hvem der havde ret i dagene efter 24. februar 2022, da russiske styrker invaderede Ukraine fra nord, øst og syd. Zelenskyj forlod ikke Kyiv, ukrainerne forsvarede deres hovedstad, og de skubbede siden de russiske besættelsesstyrker tilbage både nord for Kyiv, syd for Kharkiv og i Kherson-regionen.

Krigen har kostet Ukraine ufattelige ofre, og vi skylder ukrainerne en dybfølt tak. Med deres modstandskamp forsvarer ukrainerne ikke kun deres eget land, men også en global sikkerhedsorden.

Hvis det var lykkedes Putin at underlægge sig Ukraine, ville det ikke alene åbne for russiske aggressioner mod andre lande, men også friste andre diktatorer til at forsøge at ændre på verdensforholdene med vold. På den måde kæmper ukrainerne også for, at eksempelvis Taiwan får lov til at forblive et frit land.

Ukrainernes kamp for deres nation og frihed har virket som en moralsk og strategisk vækkelse for mange vesterlændinge. Her gik mange og var trætte af demokratiets besværlige palaver. Den autoritære populismes nemme løsninger har fristet i både USA og Europa, og der har på samme tid været giftige opløsningstendenser med tab af mening og sammenhold i vores samfund.

Pludselig kom så krigen i en skala, vi ikke havde forestillet os mulig. Sammen med det chok har vi fået som gave ukrainernes kamp, som minder os om, at demokrati og national suverænitet er værd at kæmpe for.

En anden markering, som vil blive husket. Zelenskyj og hans topministre slår fast 25. februar 2022, at de er i Kyiv og har tænkt sig at blive og kæmpe:

Ukrainernes nationale identitet er vævet sammen med deres demokratiske projekt og drøm om at placere deres land i den vestlige familie. Der er ingen tvivl om, at Ukraine hører hjemme i både EU og NATO, men ukrainerne har også givet både EU og NATO en gave i form af nyt sammenhold og ny mening.

For tre år siden kaldte den franske præsident, Emmanuel Macron, NATO, for »hjernedød«. Nu banker både Sverige og Finland på NATOs dør, mens alle medlemmer af alliancen planlægger markant oprustning. Ukraine har vist vejen, og spøgefugle foreslår, at NATO søger om optagelse i Ukraine.

Ukrainerne har vist os, at demokrati og frihed ikke er gratis. De har demonstreret den smukkeste form for nationalt sammenhold, og de har vist, at der skal mod og offervilje til for at forsvare vores idealer.

Det er en inspirerende lektion. Heldigvis har mange i Vesten ladet sig overbevise, og vi har bidraget. Vi har taget imod ukrainske flygtninge med åbne arme og sendt våben og anden støtte til Ukraine.

Vi har bare langtfra gjort nok endnu, og det gælder nu om at intensivere støtten. Vi må ikke svigte ukrainernes kamp. Den er også vores kamp.

PIERRE COLLIGNON