Berlingske mener: Ingen sammenhæng mellem ord og handling – det er det største svigt af Grønland

Hvis – og det er stadig heldigvis hvis – dramaet om Grønland ender med, at Danmark mister kontrollen, så kan vi ikke kun kritisere en ekspansionslysten amerikansk præsident. Vi har svigtet Grønlands forsvar i en sådan grad, at vi selv bærer et medansvar.

Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Berlingskes holdning.

Det kan godt være, at sejrherren skriver historien, men uanset hvem der bliver sejrherre i tovtrækningen om Grønland, ligger der et spor, som historikerne ikke kan overse, nemlig Danmarks egen militære oprustning og indsats i Grønland i både de seneste fem-seks år, men også længere tilbage i tiden.