Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Berlingskes holdning.

Berlingske mener: En kongelig affære

Det Kongelige Teater har brug for en mere kunstnerisk orienteret teaterchef efter Erik Jacobsen, lyder det. Fold sammen
Læs mere
Foto: LISELOTTE SABROE
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Der påhviler Det Kongelige Teaters bestyrelse et stort ansvar, når den skal finde en ny chef efter teaterchef Erik Jacobsen, som fik en urimelig hårdhændet exit, der ikke står mål med hans indsats. Når der er truffet et så radikalt, og et for mange uforståeligt, skridt, rettes blikket mod bestyrelsesformand Stine Bosse. Hendes ledelsesdispositioner er der grund til at holde nærmere øje med i den kommende tid, da nationalscenen tilhører alle danskere.

Det Kongelige Teater skal potentielt kunne præstere det ypperste inden for de tre scenekunster – teater, ballet og opera – samt verdens ældste orkester i form af Det Kongelige Kapel. Et sådant scenekunstens hjemlige fyrtårn skal have både rødder og antenner i orden. Det nyeste og det eksperimentale skal selvsagt spilles. Men der er en hel naturlig forpligtelse til at holde klassikerne og den nationale kanon i hævd. Ofte går Det Kongelige Teater foran med fra grunden opbyggede nyopsætninger og fortolkninger af klassikerne, så de har bud til os i dag og ikke stivner i form. I sæsonen 2013-14 fejres f.eks. komponisten Verdi og dramatikeren Shakespeare, og fælles for sceneopførelserne er et ønske om at give et moderne blik på eviggyldige temaer om liv, død, kærlighed og eksistens. Scenekunsten kan, når den er bedst, vise publikum andre måder at leve og erkende på gennem de særlige udtryk, der knytter sig hertil. Tillige har den et nationalt udtryk, da den særligt er forpligtet på scenekunst skabt til et dansk publikum.

For at kunne have en stærk nationalscene kræver det en stærk og samlende leder, som på vindende og myndig vis kan tale scenekunstens sag. I forhold til de bevilgende myndigheder. Det Kongelige Teater har fireårs aftaler med kulturministeren og dermed Folketinget, der troligt bevilger mange hundrede millioner kroner. I forhold til mæcener og fonde, som gør, at der bliver plads til spektakulære satsninger. Og over for en offentlighed med et dannelsesbegreb, der i de sidste slægtled har været under kraftig forandring, og hvor Det Kongelige Teater slet ikke har samme plads som før.

Scenekunsten er kraftigt udfordret, hvis den skal række ud til nye generationer. I dag er der mange andre dynamiske tilbud, som gør, at også scenekunsten må forandres. Det sker helt bestemt. Det museale er på mange måder på vej ud. Publikum bliver f.eks. mere deltagende og medskabende. Akkurat som i det øvrige kulturliv. Her forandrer digitalisering og nye medier også billedet. Det Kongelige anstrenger sig tillige for at række ud efter nye grupper. Her kan der ske endnu mere. Samtidig skal det eksklusive dog fastholdes.

Nationalscenens kommende frontfigur skal både være topleder med forstand på såkaldt primadonnaledelse, økonomistyring og kunstnerisk indsigt. Den pågældende skal kunne inspirere indadtil og udadtil og forklare, hvad vi skal med en institution som Det Kongelige Teater og hvad skatteydere og teatergængere får for pengene. Sådanne profiler hænger ikke på træerne, så Stine Bosse, der ønsker en yngre, mere kunstnerisk orienteret profil, vil snart blive vurderet på, om hun magter at finde en topchef med stærk ledelsesindsigt og klar kunstnerisk ambition.