Det kan være velgørende nok at få juridisk afklaret anklagen mod den forhenværende forsvarsminister og mangeårige topfigur i Venstre, Claus Hjort Frederiksen, for læk af statshemmeligheder i FE-sagen.

På den vis er tiltalen mod ham, som justitsminister Peter Hummelgaard (S) efter indstilling fra anklagemyndigheden nu har godkendt, en slags forløsning, Hjort selv for få dage siden bad om.

At sagen givetvis vil blive ført i allerdybeste hemmelighed er en anden og langt mere problematisk affære. Hjort bedyrer da også efter tiltalen, at han vil kæmpe for at få retssagen ført for åbne døre. Man må være bange for, at han kommer til at kæmpe forgæves.

Pinagtigst i denne sag er dog partiet Venstres ageren. I fjor var Venstre i opposition, og man var en del af det folketingsflertal, der forhindrede at Claus Hjort Frederiksens immunitet blev ophævet, så tiltalen allerede dengang kunne rejses. Medmindre hele Folketinget kunne få indsigt i anklageskriftet, ville Venstre ikke stemme for at ophæve immuniteten, og den indsigt fik de folkevalgte ikke.

»Det er ikke sådan, et demokrati fungerer,« sagde Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen dengang, ligesom han ved Folketingets afslutningsdebat i maj gik så langt som til at sige følgende: »Jeg får også ondt i maven en gang imellem, når det handler om politisk forfølgelse af politiske modstandere. Men dér behøver jeg ikke tage til Rwanda«.

Claus Hjort Frederiksen og hans advokat mener selv, at anklagen mod ham er politisk motiveret. En markant påstand, det er notorisk svært at føre bevis for.

Nemmere er det at dokumentere, hvilke mirakler ministertaburetter kan udrette, når det gælder om at løbe væk fra politiske holdninger og principper raskere, end en hurtigsnakker kan sige »hykleri«. Før valget ville Venstre undersøge Samsam-sagen. Efter valget? Nja … Før valget krævede man en advokatvurdering i minksagen. Efter valget? Nænej.

Og så dette. Nu er Hjort ikke længere MFer, sagen kan føres uden ophævelse af immunitet. Claus Hjort Frederiksen bliver dog stadig tiltalt efter den hårde paragraf 109 om læk af statshemmeligheder, der kan koste op til 12 år i fængsel.

I sådanne sager er det som nævnt justitsministerens beslutning, om der faktisk skal føres en sag.

Som professor i strafferet Jørn Vestergaard i fjor påpegede, er det ikke et ansvar, en justitsminister kan ryste af sig: Ministeren er både øverste chef for anklagemyndigheden, samtidig med at han er en del af en politisk ledet regering – og altså i sager om statsforbrydelser faktisk har det sidste ord i beslutninger om at rejse tiltaler som den mod Hjort.

Det ville være opsigtsvækkende, hvis en justitsminister gik imod en indstilling fra anklagemyndigheden. Men Venstre står nu i den prekære situation, at hvor partiet i fjor var med til at forhindre en tiltale mod partiets egen nestor og minister gennem årtier, sidder man nu i den regering, hvor beslutningen om tiltalen mod Hjort faktisk er truffet.

Venstres ordfører Morten Dahlin har forsøgt sig med en forklaring om, at man er ked af tiltalen, men at man intet kan stille op.

Det er nu ikke helt rigtigt. Hvis man vidste hvor man havde Venstre, også i denne dramatiske og betændte sag, kunne man jo forlade regeringen, hvis tiltalen mod Claus Hjort Frederiksen stadig byder partiet imod.

Det ville også være dramatisk. Men til gengæld uhyklerisk og derfor i det mindste ærefuldt.

TOM JENSEN