Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Berlingskes holdning.
Alex Vanopslagh og Liberal Alliances ellers sikre politiske boldøje har svigtet lidt på det seneste.
Skepsis over for værnepligt er et forståeligt synspunkt for et liberalt parti, men det førte på afveje i diskussionen om kvindelig værnepligt. Forslaget om en »oprydningsgeneral« i den offentlige sektor var halvbagt. LAs aktuelle kampagne »Du har altid et valg« har ikke samme gennemslagskraft, som »Alex og ansvaret« havde for to år siden.
Så er der mere musik i Alex Vanopslaghs forslag til finansiering af de øgede forsvarsudgifter. Det er der politisk, fordi der i den grad mangler anvisninger på, hvor de mange ekstra milliarder til Forsvaret skal komme fra.
Regeringen vil ikke anvise finansiering med den begrundelse, at den først skal kende NATOs nye styrkemål. Det er en dårlig begrundelse, der nok dækker over intern uenighed i regeringen. Den kan roligt anvise finansieringen af de første 30-40 milliarder kroner i permanent årlig forhøjelse af forsvarsudgifterne uden at kende de nye styrkemål.
LA henter en del af de øgede forsvarsudgifter i råderummet. Det er i en presset situation fair nok, selvom det rene liberale synspunkt ville være at bruge råderummet på skattelettelser.
Men der er også indholdsmæssig musik i LAs finansieringsplan. Partiet vil forkorte den maksimale dagpengeperiode fra to til et år. Forslaget vil både styrke de offentlige finanser og øge den strukturelle beskæftigelse. Det er befriende med den slags fornuftige, men kontroversielle, forslag som supplement til fedtspilleriet på den politiske midte.
Forslaget om en forkortet dagpengeperiode er blevet mødt med massiv modstand fra venstrefløjen. Forslaget er ifølge kritikerne udtryk for skræmmende social ondskab og vil nok heller ikke give nævneværdige besparelser eller øget arbejdsudbud.
Det er en sang, vi har hørt før. Oprindeligt var dagpengeperioden i praksis uendelig. Den blev trinvis reduceret til syv, fem og fire år, mens Poul Nyrup Rasmussen var statsminister. Endelig blev dagpengeperioden i 2010 halveret til de nuværende to år. Hver gang perioden blev forkortet, blev der råbt alarm.
Men det var falsk alarm. Netop fordi vi har prøvet det før, er der solid evidens for, at det virker. Det daværende Økonomi- og Indenrigsministeriums analyse fra 2019 af halveringen af dagpengeperioden i 2010 viser det. De ledige kommer hurtigere i arbejde med en kortere dagpengeperiode, afgangen til arbejde stiger kraftigt mod dagpengeperiodens afslutning.
Det resultat underbygges af Beskæftigelsesministeriets »Status på arbejdsmarkedet« fra februar i år, hvor halveringen af dagpengeperioden i 2023 fra to til et år for dimittender analyseres.
Dimittenderne kommer ikke bare hurtigere i arbejde med den kortere dagpengeperiode. Med en dagpengeperiode på et år er en større andel af de ledige i arbejde tre måneder efter dagpengeperiodens udløb, end da dagpengeperioden var to år. Man gør de ledige en bjørnetjeneste ved at lade dem blive for længe på dagpenge.
LAs forslag om en kortere dagpengeperiode er en velafprøvet reformtype og er i den forstand ikke dristig. Nu mangler vi, at LA fremsætter forslag, der kan reformere og effektivisere den offentlige velfærdssektor, der er præget af reformtørke. Det ville være dristigt, banebrydende og stærkt påkrævet, men ville vel ikke være for meget at forlange af et liberalt parti?
OLE P. KRISTENSEN
