Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Berlingskes holdning.

Begrænsninger af ytringsfriheden må altid være til debat

»Skingre og fornærmende udtalelser imødegås bedst med holdninger og modargumenter. Det er den måde, et demokrati fungerer på. Begrænsningerne må være så få som overhovedet muligt og jævnligt sættes til debat. »Jeg er uenig i alt, du siger, men vil til min død forsvare din ret til at udtrykke det,« er fortsat den vigtigste læresætning i et moderne oplyst folkestyre.«

Arkivfoto. Fold sammen
Læs mere

Det virker unægteligt en smule gammeldags, at man i 2017 kan blive dømt for gudsbespottelse, blasfemi – straffelovens paragraf 140 – for ikke at tale om fornærmelse af Majestæten, som er straffelovens paragraf 115. Det lugter vel meget af nogle paragraffer, som er kommet til verden lang tid før internettet og de sociale medier, lang tid før det moderne debatterende demokrati og i en tid, hvor autoriteterne og hierarkierne i samfundet var helt anderledes end i dag.

Spørgsmålet om blasfemiparagraffen er blevet aktuelt igen, efter at en 42-årig nordjyde i sidste uge blev tiltalt efter den for at poste en video på Facebook, hvor han brænder Koranen af. En handling, man kun kan tage afstand fra, som uden tvivl støder en masse mennesker og er med til at skabe større modsætninger i samfundet. Men skal det ligefrem være strafbart?

This template (BMExternalArticleBundle:Content\ExternalArticle:Embedded/small.html.twig) should be overridden!

Lovgivningen lægger i dag en række begrænsninger på vores ytringsfrihed, som er sikret i Grundloven. Alle er, uanset om de handler om racisme, blasfemi eller majestætsfornærmelse, kommet til verden med gode begrundelser i forhold til det samfund, der eksisterede dengang. Derfor er der behov for at se på dem igen. I det omfang, paragrafferne virker begrænsende for en almindelig, sund og robust offentlig debat, bør man overveje at skille sig af med dem eller revidere indholdet. Forbud mod ytringer risikerer ofte at få den modsatte effekt, hvor en følelse af censur og snærende bånd ender med at blive en trykkoger af forbudte meninger, som på et eller andet tidspunkt eksploderer.

Det er dog værd at lægge mærke til, at strafferammerne er lave, og at paragraffen om blasfemi for eksempel kun har været anvendt i et yderst begrænset omfang. Senest blev to programchefer i Danmarks Radio i 1971 frifundet, efter at sangerinden Trille havde sunget om øjet i det høje og ham Gud, det var svært at få smidt ud. I 1938 blev fire personer dømt for at have forhånet den jødiske troslærdom, og i 1946 fik to personer en bøde for at foretage en »dåbshandling« under et maskebal. Om der er tale om blasfemi er op til domstolen at vurdere, og det, der måske var blasfemisk i 1946, er det ikke nødvendigvis i dag.

Det samme gælder majestætsfornærmelse, hvor tre Greenpeace-aktivister, som i 2009 narrede sig ind ved Dronningens gallamiddag i forbindelse med F’s klimakonference, blev frifundet for tiltalen. Racismeparagraffen har derimod jævnligt været anvendt de seneste årtier.

Det er positivt, at sagen fra Nordjylland nu bliver prøvet ved domstolen. Udfaldet af sagen vil give et fingerpeg om rækkevidden af blasfemiparagraffen i dag, og dommen, når den falder, kunne passende give anledning til en dybere diskussion og eventuelt en reform af de paragraffer i straffeloven, der i dag begrænser vores ytringsfrihed. Senest har Tyskland måttet kassere en gammel paragraf om fornærmelse af statsoverhoveder efter sagen mod komikeren Jan Böhmermann, der havde fremført et smædedigt om Tyrkiets præsident Erdogan.

Skingre og fornærmende udtalelser imødegås bedst med holdninger og modargumenter. Det er den måde, et demokrati fungerer på. Begrænsningerne må være så få som overhovedet muligt og jævnligt sættes til debat. »Jeg er uenig i alt, du siger, men vil til min død forsvare din ret til at udtrykke det,« er fortsat den vigtigste læresætning i et moderne oplyst folkestyre.