Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Berlingskes holdning.

Bederum hører ikke hjemme i uddannelsen

»Erfaringen viser desværre, at der i nogle muslimske miljøer udøves en kraftig, social sindelagskontrol.«

Arkivfoto: Scanpix Fold sammen
Læs mere
Foto: Sofie Mathiassen

Forbud skal man være forsigtig med. Især når det gælder privatsfæren og forhold, som ikke berører straffeloven eller anden lovgivning. Selv om en del politikere viser stor lyst til at blande sig i vores liv, har vi i Danmark en indbygget modstand mod formynderstaten, der vil styre og irettesætte os. Det gælder også religion. Vores tro er et privat anliggende. Det er god luthersk-evangelisk tradition. Man kan gå i kirke om søndagen, eller man kan lade være. Vi er lige gode venner for det.

Læs også: Bederum, nej tak

Men denne udmærkede skik med at kunne have sin tro i fred bliver i stigende grad anfægtet. Vi har her i landet modtaget et stort muslimsk mindretal, hvoraf en del insisterer på islams tilstedeværelse både i det offentlige rum og i det private liv. Reaktionen udebliver ikke. Hvor kristendommen for år tilbage fortrinsvis blev diskuteret i mindre og særligt interesserede fora, er kristendom som en dansk værdi pludselig rykket op på dagsordenen. Det er ikke nødvendigvis skidt, men det har medført begyndende skel, hvor man definerer sig i forhold til religion.

Det fører videre til, at problemer, som egentlig burde kunne løses lokalt og i fordragelighed, får symbolsk betydning. De integrationsproblemer, Danmark står med, handler egentlig ikke om tørklæder, frikadeller eller svømmeundervisning. Men de bliver en form for stedfortræderdebat. For nylig forsøgte regeringen at tage fat om ghettoproblemerne, som er reelle. Men en, indrømmet, ikke specielt heldig formulering om »danskere« drejede den diskussion over i en symbolsk markering af, hvorvidt man har de rigtige meninger eller ej.

De udfordringer, vi står med som samfund i forhold til indvandring og integration, handler om, at en alt for stor del af de nytilkomne i Danmark ender på offentlig forsørgelse. At alt for mange af dem optræder i statistikkerne for kriminalitet. At mange efter adskillige år her i landet ikke kan gøre sig bare nogenlunde forståelige på dansk. At alt for mange indvandrerbørn, først og fremmest drengene, går ud af skolen som funktionelle analfabeter.

I den sammenhæng bliver den nu opståede debat om bederum på uddannelsesinstitutioner også en symboldiskussion. Ret beset bør den sag kunne løses lokalt. Men igen handler det om en form for grænsedragning. Religion bør ikke høre hjemme i offentlige uddannelsesinstitutioner, med mindre det indgår som en del af undervisningen. Socialdemokraten Mattias Tesfaye har principielt ret, når han argumenterer for, at skoler, gymnasier og universiteter ikke er steder for religiøs udøvelse.

Det er de ikke, fordi disse institutioner først og fremmest har til opgave at undervise, herunder lære elever og studerende at tænke selvstændigt og dermed tage stilling til personlige trosspørgsmål. Erfaringen viser desværre, at der i nogle muslimske miljøer udøves en kraftig, social sindelagskontrol. Hvis det er et problem, må den enkelte uddannelsesinstitution løse det. I yderste konsekvens nedlægge eksisterende bederum. Et bederum fylder måske fysisk ikke synderligt, men det har en stærk symbolsk værdi. Det ville være trist, hvis der skulle indføres generelt forbud ved lov i en sag, der i sig selv burde være lille, men som har en påtrængende symbolik.