Den europæiske centralbanks beslutning om at holde hånden under markedet for de gældsplagede landes salg af kortfristede statsobligationer har foreløbig skabt ro omkring euroen. Roen synes at bekomme EU-lederne vel. I hvert fald nåede de fredag morgen frem til enighed om rammerne for etablering af en fælles bankunion i 2013.

Formålet med bankunionen er at bryde den dødelige omfavnelse mellem banker og stater, der har sat euroen under pres. Vi er gået fra en finanskrise, hvor de i forvejen gældsplagede sydeuropæiske stater skulle finansiere redningen af nødlidende banker, til en statsfinansiel krise, som nu er ved at trække bankerne ned. Med et fælles tilsyn af bankerne, et fælles regelsæt for deres drift, en fælles indskydergarantifond, en fælles redningsfond og en fælles procedure for afvikling af nødlidende banker, vil det være muligt at lette presset på staterne og sikre, at Europas nødlidende banker rekapitaliseres ved fælles indsats.

Overordnet er etablering af en bankunion i dansk interesse, fordi den er et afgørende skridt på vejen mod at redde euroen. Og dermed skaber grundlag for ny økonomisk vækst i Europa, hvor Danmark afsætter 80 procent af sin eksport. Men den danske opbakning til bankunionen betyder ikke nødvendigvis, at Danmark skal deltage fuldt og helt i den. Statsminister Helle Thorning- Schmidt, der i EU-sager synes at have en heldigere hånd end herhjemme, har gjort klogt i at holde spørgsmålet åbent. Vi må først kende de endelige betingelser.

For deltagelse taler, at Danmark og danske banker har en klar interesse i, at reguleringen og tilsynet med europæiske banker sker på samme vilkår, så danske banker ikke stilles ringere i konkurrencen. Redningen af de nødlidende danske banker er imidlertid i Danmark i vidt omfang finansieret af bankerne selv. Og i sidste ende deres kunder, der nu via rekordhøje bankrenter betaler dyrt for, at pengeinstitutterne kan genskabe deres soliditet. Danmark skulle nødig havne i en situation, hvor vi via en fælles europæisk indskydergaranti eller fælles-europæiske bankredningsfonde, kommer til at betale dobbelt for finanskrisen.

Det er også noget uklart, hvordan det nye fælles finanstilsyn bliver styret. Det skal udøves af ECB, hvor kun euro-landene sidder i bestyrelsen. Men hvis tilsynet skal omfatte lande udenfor euroen, må det sikres, at Danmark og de andre lande også kommer til at sidde med om bordet. Desuden må det indgå i vurderingen, at Danmark hidtil selv har kunnet løse bankkrisen ved effektivt tilsyn, selvom der ind i mellem har været svipsere. Det samme kan desværre ikke siges om en række andre EU-lande.

I et længere perspektiv venter der svære beslutninger forude for Danmark. Eurolandene bevæger sig med hurtige skridt frem mod mere union – drevet af nødvendigheden af at redde euroen. Hvis den hastighed, hvormed bankunionen synes at skulle komme på plads, bliver symptomatisk for den fremtidige europæiske politiske og økonomiske samordning, vil det blive stadig vanskeligere for Danmark at navigere i et Europa med flere hastigheder.