Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Berlingskes holdning.

Balladen om klimapanelet

Godt at få afdækket klimaets sande tilstand, så vi undgår mytedannelse.

Det er klogt, at FN nu tager initiativ til at få den store klimarapport gået efter i sømmene på baggrund af, at der er blevet rapporteret om en række fejl og mulige fordrejninger. Men det ændrer ikke ved, at klimaproblemerne fortsat står til troende, og at vi fortsat må handle ud fra denne vished.

Usikkerheden er opstået, efter at det er kommet frem, at få og mindre enkeltdele af FNs omfattende klimarapport, som flere tusind forskere har bidraget til, er forkerte og fagligt svagt funderede. Kritikerne bruger få fejl til at antyde, at grundlaget for klimaforandringen er højpolitiseret og dermed ugyldigt. Nu handler videnskab jo i høj grad om at udfordre vante forestillinger og dermed imødegå de påstande, vi holder for selvindlysende. Af samme grund må en sådan diskussion hilses velkommen, hvor forskere kan krydse klinger. En gang imellem fører det så til, at helt grundlæggende viden må forkastes, hvilket videnskabshistorien er rig på; engang troede man jo f.eks. på, at Jorden var flad. Vi tror nu ikke på, at fundamentet skrider under den globale bekymring for drastiske klimaforandringer, der kræver politisk handling.

Imidlertid trives videnskab ikke i et lufttomt rum, og det er muligt at bruge forskning i politisk øjemed. Meget forskning er f.eks. blevet brugt som brækjern af hele hornorkestret af organiserede særinteresser, velvilligt støttet af nogle medier, til at fremme en venstreorienteret politisk dagsorden. Tænk bare på hele den modstand, regeringen mødte, da den i 2001 ryddede op i en slap udlændinge- og retspolitik. Når nogle er skeptiske over for, om klimaet på samme måde bliver gidsel i en politisk kamp, kunne man derfor tro, at der var noget om det.

Holdningsmæssigt er der dog behov for, at vi agerer med uhyre forsigtighed og moderation, når det gælder klimaet. Er miljøet først ødelagt, kan det være svært at omgøre beslutningerne. Dette handler såre enkelt om kontrakten mellem generationerne, og dermed, som konservatismens fader Edmund Burke engang formulerede det, kontrakten »mellem de nulevende, men også med de afdøde og de kommende slægter«. Vi har såldes overtaget Jorden fra vores forfædre, og vi har et ansvar for, at vores efterkommere kan leve og ånde.

Klimaet er bedst tjent med, at vi anvender et forsigtighedsprincip, når verdenssamfundet skal producere resultater, fremfor at lade halve og hele unøjagtigheder underminere troværdigheden af den 3.000 sider lange rapport, der kalder på handling. Når vi handler, er det således med en ufuldkommen viden, men alternativet er så meget mere skræmmende i form af drastiske klimaforandringer. Historien er fuld af myter, men det bliver de jo ikke mere sande af. Lad os endelig få afdækket de unøjagtigheder, der måtte være i den store FN-rapport, og så fortsætte med at presse på for politiske beslutninger ved de næste klimakonferencer.