Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Berlingskes holdning.

Bagklogskab og Dongs forklaring

Læs mere
Fold sammen

Om alt går vel, kan finansminister Claus Hjort Frederiksen se frem til en gevinst på seks-otte milliarder kroner til den sultne statskasse, når energiselskabet Dong Energy børsnoteres. Det glæder formentlig finansministeren, og det burde glæde andre politikere, også på den venstrefløj, der altid kan finde et godt formål at bruge skatteborgernes penge på. Men nej, diskussionen går på, om staten kunne have tjent endnu mere, hvis den tidligere, socialdemokratisk ledede regering havde undladt at sælge en del af Dong til investeringsbanken Goldman Sachs og pensionsselskabet ATP. Det er en diskussion med en stribe hvis’er og måske’er, og den bekræfter blot, at af alle former for intelligens er bagklogskab den hyppigst forekommende.

Den sørgelige sandhed er med al sandsynlighed, at staten i dag ville have stået med en underskudsforretning, hvis ikke Thorning-regeringen havde sat en del af Dongs aktiepost til salg. Men det er selvfølgelig opsigtsvækkende, at en virksomhed i løbet af et par år kan forøge sin markedsværdi fra anslået 30-40 milliarder til 80-100 milliarder kroner. Det må være en rimelig forventning til Dong, at selskabet udførligt, inden for de rammer, børsreglerne udstikker, redegør for baggrunden for den bemærkelsesværdige værdistigning.

Men det er vigtigt at huske, at vi taler om markedsværdi op til en børsnotering. Det vil sige en forventning om, hvad investorer kunne have lyst til at betale for en Dong-aktie. Kun den konkrete børsnotering kan afgøre, om forventningerne holder. Kunne den danske stat som ejer selv have stået for den omstilling, der har øget Dongs markedsværdi, lyder så det gode spørgsmål. Det er højst tvivlsomt. Den hidtidige erfaring med statsdrevne selskaber tyder ikke på, at effektivitet, restrukturering og blik for bundlinjen er statslige kernekompetencer, når det handler om selskabsdrift. Da Dong blev sat til salg, stod staten med et selskab i krise, et behov for tilførsel af ny kapital og ingen interesserede købere. Jo, et par fagforbund og mindre pensionskasser mumlede om købsinteresse, men det kom aldrig til realiteter. Når man har at gøre med en virksomhed af Dongs størrelse, skal der store spillere på banen.

This template (BMExternalArticleBundle:Content\ExternalArticle:Embedded/small.html.twig) should be overridden!

Det var her, Goldman Sachs og ATP kom ind i billedet. Goldman Sachs havde pengene og forbindelserne – og et mildt sagt blakket ry i kølvandet på den internationale finanskrise. Deraf den hårde kritik fra modstanderne af Dong-salget. Goldman Sachs er et såkaldt grimt kapitalistisk foretagende. Det er pensionsselskabet ATP faktisk også, selv om man er det for tvangsudskrevne lønmodtagerpenge. Både Goldman Sachs og ATP har som hovedformål at tjene penge og forrente investorernes indskud. Det kan man lide eller lade være. Men skal man operere på et investeringsmarked, kræver det professionalisme, overblik og evnen til at sælge og købe på de rigtige tidspunkter. Bundlinjen er: Hvis Dong virkelig på et par år har formået at omstille sin forretning, så markedsværdien er mere end fordoblet, ja, så er der ikke noget at komme efter, for nu at citere en tidligere statsminister. Men Dong kan ikke bare sidde kritikken overhørig. Derfor bør virksomheden aktivt medvirke til at få afmystificeret det omdiskuterede sagsforløb og den hurtige værdiforøgelse af virksomheden. Ellers vil bagklogskaben fortsat florere.