Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Berlingskes holdning.

Autonome på automatpilot

»At kaste med tunge ting og sende møtrikker af sted mod andre mennesker er helt uacceptabelt. Både gerningsmænd og eventuelle bagmænd skal stilles til ansvar.«

Læs mere
Fold sammen

Intet glemt. Intet tilgivet«. Det muntre slogan har stået på Ungdomshusets hjemmeside de seneste dage. Arrangørerne opfordrede til demonstration i anledning af ti-året for tumulten om det gamle ungdomshus.

En siden nedlagt frikirke ved navn Faderhuset havde købt huset af Københavns Kommune og fik det ryddet i marts 2007. Brugerne var ikke glade for beslutningen dengang og foranledigede i sidste ende hovedstadens største uroligheder siden afstemningen om EU halvandet årti før. Eller som det hedder i Ungdomshusets jargon:

»Faderhuset sendte politiet ind for at rydde Ungdomshuset på Jagtvej 69«. At arrangørerne formulerer sig sådan, tyder allerede på et lidt forvansket virkelighedssyn. Grupper af private kan som bekendt ikke »sende« politiet ind i noget som helst ærinde – de kan højst følge gældende love og regler og bede politiet håndhæve dem.

Og da omkring 1.000 mennesker så begav sig ud på mindemarchen fra Gammeltorv til det nye ungdomshus på Dortheavej onsdag aften, trak de et spor af aggressioner efter sig. Aggressioner med baggrund i begivenhederne for ti år siden. For de begivenheder var jo ikke glemt. Eller tilgivet.

Hvor vidt det officielle Danmark håndterede Faderhusets køb og Ungdomshusets nedlæggelse behændigt i sin tid, kan muligvis diskuteres. Men man må også spørge: Ikke glemt og ikke tilgivet af hvem? De unge brugere dengang er blevet ti år ældre siden da og kan umuligt have så stærke følelser for sagen længere. Og de yngste af deltagerne i onsdagens demonstration har været i den tidlige skolealder dengang og kan umuligt huske meget af sagen i detaljer. Aktionen onsdag aften ligner kort sagt et initiativ med uklart fokus.

Da urolighederne spidsede til på Dortheavej 61, da hovedstadens i forvejen besværlige trafik måtte omlægges, da politifolk på aftenvagt måtte trække kniplerne og måske blev bange for liv og førlighed – da kunne man se langt de fleste deltagere finde den sunde fornuft frem og gå hjem.

Hele projektet har med andre ord været orkestreret af mennesker med andre hensigter. Af folk, der slet og ret ville protestere mod en lettere udefineret fjende ved navn systemet. Og som måske hellere skulle slutte sig sammen på mere demokratisk vis og finde sig et mere ædelt mål. At kaste med tunge ting og sende møtrikker af sted mod andre mennesker er helt uacceptabelt. Både gerningsmænd og eventuelle bagmænd skal stilles til ansvar.

De voldelige elementer kan for eksempel ikke finde mange amerikanske kæder på Nørrebrogade længere, og lader derfor vreden ramme knap så åbenlyse mål. Aldeles sagesløse facader er blevet overmalet med graffiti. Et par tilfældige banker har fået smadret ruder.

Verden har bestemt brug for unge mennesker med hjertet på rette sted og kræfter til at gøre en forskel. Og de samme unge har brug for gode forbilleder med fred i sinde og kendskab til demokratiets spilleregler.

»Intet glemt. Intet tilgivet«. Aktivisterne kunne alternativt lade glemslen falde over sig og give tilgivelsen en chance. Også fordi de selv kunne få glæde af andre menneskers milde sind. For eksempel efter forbrydelserne i onsdags.