Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Berlingskes holdning.

At spare eller ikke spare

»Iagttagere kunne umiddelbart se udskilningen af den levende musik som en art besparelse. Men eftersom den klassiske musik i sig selv er kostbar, kan man i samme grad se udskilningen som en udgift mindre på budgettet – og dermed som en indirekte vej til flere penge at rutte for.«

En ti år gammel anekdote kan illustrere situationen:

Den administrerende direktør fra TV2 havde købt landets femte radiokanal på auktion. Han møder så generaldirektøren fra DR på vej hjem og får lyst til et hurtigt dril: »Jeg mangler efterhånden kun et symfoniorkester!« siger den stolte chef fra TV2. »Du må få mit,« svarer chefen fra DR.

Da kulturminister Mette Bock (LA) i søndagens dagblade gjorde sig tanker om DRs fremtid, handlede mange af hendes tanker om institutionens kor og orkestre. Huset er i øjeblikket vært for en af landets største musikgrupper, DR SymfoniOrkestret. Man har også et par elitekor i form af DR KoncertKoret og DR VokalEnsemblet.

Og det hele kunne passende nok komme væk fra DR, foreslog kulturministeren. Symfoniorkestret og elitekoret kunne for eksempel komme ind under Det Kongelige Teaters tag. DR kunne så koncentrere sig om det, institutionen især er sat i verden for – nemlig at sende programmer ud til det ganske land.

Ideen som sådan ligner meget ideer hos eksempelvis kulturordfører Alex Ahrendtsen (DF) og er et ekko af overvejelser i mange af Europas radiostationer. Kulturordføreren var selvsamme søndag aktuel med endnu mere vidtgående tanker om fremtiden for både DR og Det Kongelige Teater og foreslog herunder Skuespilhuset solgt til højestbydende.

At være medieorkester er blevet risikabelt på det sidste. Statslige radiostationer har stadig mindre hjerte for deres klassiske grupper. Næsten alle jagter seere og lyttere fra yngre aldersgrupper og dermed folk med knap så meget engagement i de ældre toner. DR har i parentes bemærket haft stort held med kontakten til de unge generationer og senest gennemført en foryngelse af DR Koncerthusets samlede tilhørerskare på hele syv år.

Kulturministeren lægger sig kort sagt i en global strømning. Men om hendes tanker vil være en trussel for musikerne og sangerne, er på ingen måde sikkert. Og hvordan arbejdsgiverne i DR rammes af den pludselige stilhed på gangene, står endnu mere uklart.

Flere af ministerens sædvanlige meningsfæller har flere gange omtalt det stadigt mere påtrængende behov for en slankning af DR på omkring 25 procent. Hvordan står hendes seneste udmelding i det billede?

Iagttagere kunne umiddelbart se udskilningen af den levende musik som en art besparelse. Men eftersom den klassiske musik i sig selv er kostbar, kan man i samme grad se udskilningen som en udgift mindre på budgettet – og dermed som en indirekte vej til flere penge at rutte for.

Ville ministeren befri DR for en klods om benet og samtidig sikre musikerne og sangerne fremover? Eller har vi tværtimod set de første takter af DRs nødvendige slankekur?

Kulturministeren kunne teoretisk set også træde vande. Hun har måske bare villet begynde lidt forsigtigt og sætte sig mellem to stole. Med en omskrivning af Søren Kierkegaards ord: Spar, og du vil fortryde det. Spar ikke, og du vil også fortryde dét. Landets nyeste kulturminister har foreløbig gjort noget, der kan ligne begge dele.