Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Berlingskes holdning.

Anstændigheden forsvandt

Sagen om bostedet Tokanten handler nok så meget om menneskelighed som om penge og regler

Når det i efterårets valgkamp kunne rejses som et velfærdsproblem, at forældre til børn i daginstitutioner muligvis skulle til at betale for børnenes bleer, er det sundt – om end på en rystende baggrund – at få velfærden perspektiveret gennem de seneste dages afsløringer i Berlingske Tidende af forholdene på bostedet Tokanten. Det, der skulle være et trygt hjem for svage og ordløse medborgere, har været præget af magtanvendelse grænsende til egentlige overgreb, nedværdigende behandling og overmedicinering. Sagen indkredser, hvad der må være velfærdssamfundets mening: at hjælpe dem, som uden egen skyld er havnet i en situation, de ikke selv har indflydelse på eller er i stand til at bringe sig ud af, eller som er så svage og hjælpeløse, at andre må tale deres sag. Velfærd handler ikke om 100 kr. fra eller til i brugerbetaling; den handler i sin kerne om medmenneskelighed og anstændighed.

Socialdemokraternes Mette Frederiksen har som vanlig været hurtig med automatvåbenenet – et krav om flere ressourcer. Men intet tyder på, at det er dårlig løn eller svigtende bevillinger, der er årsag til overgrebene. Det er uden tvivl velment, når andre politikere taler om strammere regler og skærpet tilsyn. Men såvel regler som tilsyn er der i forvejen. I denne sag er det soleklart de menneskelige svigt, man må se på. Helt pinligt bliver det, når Københavns socialborgmester Mikkel Warming fra Enehedslisten erklærer sig »rystet«, når avisen i dag kan dokumentere, at han har kendt sagen siden april. Det rystende er, at en borgmester kan sidde en henvendelse om gentagne magtovergreb overhørig.

Warming vil skabe mulighed for såkaldte whistleblowers – offentligt ansatte der kan afsløre uheldige forhold. Men det er varm luft. En sådan whistleblower eksisterer allerede. En tidligere medarbejder på institutionen, som ikke kunne trænge gennem det normale system – og altså heller ikke trænge igennem til socialborgmesteren – brugte sin sunde fornuft, sin anstændighed og sin grundlovssikrede ytringsfrihed til at stå frem med sin viden. Hun burde have en præmie, og borgmesteren burde skamme sig.

Uanset hvor meget tilsyn man indfører, kan vi næppe hundrede procent sikre os mod overgreb eller forkert behandling af svage medborgere på landets institutioner, det være sig udviklingshæmmede, senildemente eller psykisk syge. Svage grupper hvis behandling undertiden må medføre, at der udøves en eller anden form for magtanvendelse. Der er heldigvis tale om enkeltstående tilfælde, når de bringes frem. Men vi skal i videst muligt omfang modvirke enhver form misbrug.

I det konkrete tilfælde må Københavns Kommune gennemgå sagen og alle procedurer, så vi kan være sikre på, at nødvendige indberetninger finder sted, og at tilsynet fungerer. De generelle behandlingstilbud for udviklingshæmmede er det velfærdsministerens opgave at se på. Men tilbage står et spørgsmål, som alle ansvarlige må stille sig: Hvordan kan der opstå en kultur på behandlingsinstitutioner, hvor svigt og overgreb accepteres og bliver dagligdag? Det er en ledelsesopgave at finde svaret på det spørgsmål. Et svar vi kan være bekendt.