Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Berlingskes holdning.

Amerikansk politik er blevet radikaliseret

Der er sket en radikalisering af amerikansk politik, som er uden sidestykke i nyere historie. Det borger ikke godt for præsidentvalget.

Hvor Bernie Sanders tidligere stod ret alene blandt fremtrædende demokrater med sin selverklærede profil som demokratisk socialist, er det siden blev mainstream blandt Demokraterne. Fold sammen
Læs mere
Foto: Yuri Gripas / Reuters / Ritzau Scanpix

Det er næppe gået hen over hovedet på nogen, at Det Republikanske Parti i USA siden 2015 er blevet et helt andet. Det er blevet trumpificeret. Fra at være en outsider, ingen troede på, har Donald Trump via den overrumplende sejr ved præsidentvalget i 2016 reelt overtaget partiet. Dets værdier er nu lig hans. Ronald Reagans og John McCains gamle konservative, republikanske parti findes ikke længere.

Men lige så voldsom er bevægelsen faktisk på den anden fløj i amerikansk politik. Der er sket en radikalisering af amerikansk politik, som er uden sidestykke i nyere historie. Radikaliseringen af Det Demokratiske Parti er ikke mindre problematisk end det skred, der med Trump skete hos Republikanerne.

I denne uge meddelte demokraten Bernie Sanders, at han er kandidat til præsidentposten ved valget i 2020. Det var ikke nogen overraskelse. Det opsigtsvækkende er den udvikling, der er sket med Det Demokratiske Parti, siden Sanders som den yderste amerikanske venstrefløjs underdog var forbløffende tæt på at berøve den upopulære Hillary Clinton nomineringen som partiets præsidentkandidat i opgøret med Trump.

Hvor Sanders dengang stod ret alene blandt fremtrædende demokrater med sin selverklærede profil som demokratisk socialist, er det siden blev mainstream blandt Demokraterne.

I det betragtelige felt, der indtil videre har meldt sig med et kandidatur til præsidentvalget i 2020, er der adskillige med en lige så yderligtgående socialistisk profil som Sanders. Det gælder blandt dem, der overhovedet har en teoretisk chance for at blive valgt, eksempelvis senator Elizabeth Warren fra Massachusetts.

Samtidig er en ny generation af demokratiske venstrefløjspolitikere rykket ind i Repræsentanternes Hus, hvor de med den meget mediebevidste Alexandria Ocasio-Cortez fra New York i spidsen har sat en markant dagsorden med i amerikansk optik meget ekstreme socialistiske forslag på blandt andet skatte- og klimaområdet.

De forslag har næppe en chance for at blive vedtaget lige med det første. Det ændrer dog ikke ved, at noget er fundamentalt ændret i amerikansk politik på en måde, der kan stille de amerikanske vælgere over for et næsten uspiseligt valg i 2020, hvis tingene falder forkert ud.

På den ene side en præsident Trump, der trods begyndende uro visse steder hos Republikanerne næppe kan imødese et egentligt oprør, medmindre Robert Mueller-rapporten virkelig inkriminerer ham, men som med sin aparte facon og sine konstante angreb på både USAs og det internationale samfunds institutioner på mange måder har været sin egen værste fjende.

Og på den anden side - og lige så problematisk - et Demokratisk Parti, der helt har opgivet midten og i stedet har kastet sig mere og mere helhjertet ind i en dagsorden, der med en blanding af yderligtgående fordelingspolitik og hardcore identitetspolitik nok har appel til en ung generation af vælgere. Men som samtidig må efterlade en stor gruppe af moderate vælgere politisk hjemløse. Det tyder ikke godt for et præsidentvalg, der kan blive ganske afgørende. Også langt uden for USA.

TOM JENSEN