Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Berlingskes holdning.

Amerikansk olie

»En lav oliepris stimulerer alt andet lige væksten, fordi det flytter penge fra oliesheiker til forbrugerne, der er mere tilbøjelige til at fyre dem af. «

Midt i mørket af nedslående nyheder - krigen i Østukraine, Islamisk Stats fremrykning i Mellemøsten, ebola i Afrika og lavvækst i Europa - er der et lyspunkt. Olieprisen er lavere end i flere år. En tønde råolie af mærket Brent, der i årevis har kostet over 100 dollar, er over den sidste måneds tid røget et pænt stykke ned under de 90. Det havde få forventet, for traditionelt har uro i Mellemøsten og konflikt med Rusland været synonymt med stigninger i olieprisen. Men nej - ikke denne gang.

Umiddelbart er det nærliggende at forklare prisfaldet med, at krigsplagede lande som Irak, Syrien og Nigeria til alles overraskelse pumper olie ud på markedet. Samtidig med, at efterspørgslen globalt er faldende på grund af lavvæksten. Men der er en mere afgørende faktor: Den amerikanske skifergas- og skiferolie-revolution. Normalt har det nemlig været sådan, at Saudi Arabien indskrænkede sin produktion og tvang prisen op, når de dyre dråber blev for billige. Men det kan ikke lade sig gøre længere, for det resulterer blot i, at USA øger sin produktion. Jo højere oliepris, jo mere amerikansk olie. Det modsatte gør sig imidlertid ikke gældende: For det er dyrere at udvinde skiferolie, og ved en pris på 80 dollar Brent-tønden, sætter en tredjedel af skiferbrøndene penge til. Så Saudi Arabien satser på, at en lav oliepris vil tvinge nogle af de amerikanske producenter ud af markedet. Formodentlig vil det lykkes, men det er en stakket frist: For så snart priserne stiger igen, kommer de selvfølgelig tilbage. Det taler for faldende priser på længere sigt.

Det bør glæde os i Vesten.  En lav oliepris stimulerer alt andet lige væksten, fordi det flytter penge fra oliesheiker til forbrugerne, der er mere tilbøjelige til at fyre dem af.  Men det er sandelig ikke den eneste grund til glæde. En mindst ligeså væsentlig grund er, at langt de fleste oliestater i verden er autoritære stater. Det er der ikke noget mærkeligt i: Når landets magthavere kan hive pengene direkte op af jorden, er de ikke afhængige af den brede befolknings produktivitet og iderigdom og bruger i stedet kræfterne på at holde befolkningen i kort snor, så den ikke kræver del i velstanden.

Disse regimer udmarves økonomisk, når olieprisen er lav. For eksempel vurderes det, at to år med en oliepris på 80 dollar tønden vil gøre det umuligt for Putin at gennemføre den storstilede modernisering af sine væbnede styrker, som han har bebudet, hvorved han vil udgøre en mindre trussel mod sine naboer.

Lave energipriser er med andre ord helt afgørende for Europas sikkerhedspolitiske stabilitet. Alligevel er modstanden mod skifergas og skiferolie fremherskende i en lang række europæiske lande. Men det er det glade vanvid, at man i flere europæiske lande udfaser atomkraften og forbyder boring efter skifergas, mens man samtidig fyrer mere og mere med kul, når nu førstnævnte energiformer gør vores del af verden både renere og fredeligere. I årtier har vi vidst, at amerikansk olie virker mod hård mave. Nu er det på tide at indse, at den virker mod autokrater.