Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Berlingskes holdning.

For ALI er en af vor’ egne

»Yallahrup Færgeby« er integration i satirens form

DR2s julekalender »Yallahrup Færgeby« har ikke alene trukket store seertal, men også en heftig debat. For kan man gøre så tykt grin med de stakkels andengenerations indvandrerdrenge Ali og Hassan og deres længsel efter at blive ornli’ syge gangsters? Ja, det kan man godt. Serien er hylende morsom, og alene ideen med at ny-versionere en af de gode gamle juleklassikere, dukkekalenderen »Jullerup Færgeby« fra 1974, er ubetalelig.

Men serien støder den politiske korrekthed, og det er ikke så sært, for politisk korrekthed er på født kollisionskurs med satire og humor. Satirens væsen er, at intet er helligt, intet er for alvorligt til at blive udsat for en befriende latter, og når vi kalder latter for befriende, er det netop, fordi humor og satire kan »tage trykket«: den kan pille alvor og selvhøjtidelighed ned og give afløb for bekymringer, spændinger og konflikter.

Vi kender det fra de antikke komedier og fra middelalderens karneval, og der er grund til at tro, at humor og satire er så gammel som menneskeheden selv. Mon ikke der var nogle stenalderlømler, der karikerede førerhannen, når han vendte ryggen til? Med en vis risiko, for magthavere bryder sig sjældent om at blive gjort til grin, og jo dårligere de synes om det, jo sværere har de nok også ved at acceptere modsigelse og begrænsning. Humor er anti-autoritær, det kommer man ikke udenom.

Men, vil julekalenderens kritikere indvende, i tilfældet »Yallahrup Færgeby« er det jo de stærke, der griner af »de svage«, den kompakte majoritet af normaldanskere der griner af den udsatte minoritet. Hertil må siges, at det at gøre godmodigt grin med folk netop er at nedbryde skel og inkludere dem i fællesskabet. For han er en af vor’ egne, en rigtig hængerøv, som det hedder i den smukke danske sang. Og som den kvindelige skuespiller Özlem Saglanmak, der lægger stemme til seriens 12-årige Ali, har sagt, så er Ali og Hassan jo i sidste ende bare nogle børn, der gerne vil være voksne og blive seje og populære. Satiren har bund i en genkendelig og almenmenneskelig situation. Ali og Hassan er ikke alene. Og det er det afgørende.

Hvis indvandrere og deres efterkommere gennemgående bliver defineret som en gruppe, der har krav på særlige hensyn og ikke kan behandles på samme måde som andre, fremmer det kun en opdeling af det danske samfund. Det opretholder et ukendskab mellem samfundsgrupper, der kan nære irritation og gensidig mistro. Selvrespekt og respekt fra andre hænger tæt sammen, og man får ingen af delene, hvis man bliver gjort til stakkel.

I sin yderste konsekvens er den politiske korrekthed en form for racisme, selv om den ser sig selv som racismens absolutte modpol. Den implicerer nemlig, at bestemte etniske og kulturelle grupper ikke har samme adkomst som indfødte danskere til at deltage i fællesskabet og dets identitetstiftende traditioner. »Yallahrup Færgeby« er et livskraftigt dementi af denne virkelighedsfjerne hellighed.