Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Berlingskes holdning.

Alarm i Østersøen

Esbern Snare, der fornylig sejlede til Estland med infanterikampkøretøjer og danske soldater. Fold sammen
Læs mere
Foto: Claus Bech

Danmark har sikkerhedspolitisk skiftet rollen som frontlinjestat ud med rollen som bagland for NATO-styrker, der i en krise- eller krigssituation skal fragtes over Østersøen til de baltiske lande. Det er en anden, men stadig særdeles vanskelig opgave, der her påhviler dansk forsvar. Netop nu, hvor Danmark har sendt et mindre bidrag på et par hundrede soldater plus køretøjer til Estland, er det blevet tydeligt, hvor sårbare NATOs forsyningslinjer i Østersøen er.

Under Den Kolde Krig var det Warszawa-pagten, der havde den livsfarlige opgave at sende soldater og materiel via havet til blandt andet Danmark – udsat for fly-, torpedo- og missilangreb undervejs. Nu er situationen den omvendte, hvilket besætningen på støtteskibet »Esbern Snare« oplevede forleden under sejlads til Estland med danske pansrede køretøjer om bord. Russiske fly overfløj skibet i meget lav højde, hvilket givetvis skulle opfattes som udtryk for utilfredshed med NATOs tilstedeværelse i de baltiske NATO-lande og som advarsel om Ruslands evne til at kontrollere adgangen til de baltiske kyster. Antallet af russiske anflyvninger mod dansk luftrum er, som beskrevet her i avisen, atter steget.

I Sverige har en forsvarskommission, ledet af den tidligere socialdemokratiske forsvarsminister, Björn von Sydow, opfordret borgerne til at sikre sig et lager af fødevarer, som kan række til syv dage, for Sverige må være forberedt på både væbnede angreb og cyberangreb.

Ud fra et øjebliksbillede kan man således godt forledes til at tro, at der med en filmtitel fra 1961 er »Alarm i Østersøen.« Den gamle film viste, hvorledes en tapper besætning på et minefartøj under krigen camouflerede skibet som det civile bugserfartøj »Sorte Shara«, og med Ove Sprogøe og Ebbe Langberg på broen snød de tyske styrker.

Danmark og NATO står imidlertid langt fra en situation som under Besættelsen. De russiske anflyvninger er trods alt ikke flere end tre om måneden i gennemsnit. De svenske anbefalinger skal ses i lyset af Sveriges behov og tradition for – som neutralt land uden NATO-garantier – at sikre sig på et andet niveau end Danmark.

Men uanset hvor urealistisk en militær konfrontation med Rusland forekommer for tiden, viser udsendelsen af militære styrker til de baltiske lande, at behovet for at kunne deploy-ere i sikkerhed mod russiske fly og missiler er væsentligt større, end tre danske fregatter kan levere. Det er en opgave, som Danmark ikke skal løfte alene, men den understreger, at det forsvarsforlig, som stadig lader vente på sig, kun kan være begyndelsen til en styrkelse af de konventionelle militære muskler i Østersøen samt af kapaciteten til at modstå og besvare cybertrusler mod Danmark.

I det lys kunne det da være bekvemt, om man kunne nøjes med at male sit skib i nogle andre farver og forsvinde under radaren. Men den går ikke. Skal en ny alarm i Østersøen undgås, skal danskerne og de øvrige NATO-lande i Østersøregionen udbygge evnen til at modstå russiske trusler og intimideringsforsøg på et troværdigt niveau.