Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Berlingskes holdning.

Advarslen fra de tyske delstater

»De strømninger, der i flere år har præget europæisk politik, dækker over reelle problemer, bekymringer og enorme udfordringer.«

Den store fremgang for det indvandrerkritiske Alternative für Deutschland er endnu et alvorligt budskab til ikke bare den tyske kansler Angela Merkel, men til alle de europæiske topledere om, at store dele af befolkningerne i EU er utrygge ved den kurs, som Europa tager i disse år.

Et for et har vi set stærke protestbevægelser fra højre vokse frem, blandt andre Front National i Frankrig, Ukip i Storbritannien og Sverigedemokraterna i Sverige. Partierne er forskellige og har forskelligt ophav, men det, som de har til fælles udover modstanden mod masseindvandring til Europa, er en dyb skepsis over for det etablerede politiske system og dets evne til at håndtere de problemer, som almindelige vælgere kæmper med.

I årtier har selvforståelsen og målet med det europæiske samarbejde været en stadigt tættere union, åbne grænser og en globaliseret økonomi som middel til øget vækst. Men det er samtidig en vision og en udvikling, der har skabt voldsomme forandringer i Europa. Millioner af jobs er forsvundet eller flyttet til lavtlønslande i Asien og andre steder, mens andre er kommet til. Indvandring har forandret boligområder, øget kriminaliteten, og mange europæiske storbyer er præget af kulturelle og religiøse spændinger. Terroren har vist sit hæslige ansigt.

Vælgerne har reageret i stort tal ved at stemme på højrenationale bevægelser i forskellige afskygninger. Det er først og fremmest et udtryk for frustration, vrede og afmagt. Men for nogle også en længsel efter det, der var engang, før den globale konkurrence tog fart, før flygtningestrømme og før den økonomiske krise.

Frihandel, åbne grænser og en global markedsøkonomi har gjort Europa rigere, men har også skabt enorme omvæltninger. De etablerede og traditionelt regeringsbærende partier har i land efter land fået en ordentlig blodtud. De har reageret ved at rykke sammen og danne koalitioner mellem centrumvenstre og centrumhøjre, og det har udvisket de politiske skel. I Sverige underskrev man en parlamentarisk aftale om at holde Sverigedemokraterna uden for indflydelse, og i Tyskland vil Alternative für Deutschland næppe heller få nogen indflydelse i de delstater, hvor de nu er repræsenteret. I Sachsen-Anhalt i øst med 24,4 procent af vælgerne.

Hvis man vil EU og det europæiske samarbejde det godt – og det vil de fleste heldigvis – skal man ikke ignorere en femtedel af vælgerne, hverken i Tyskland, Frankrig eller Sverige. Det vil kun få protesten og vreden til at vokse. De strømninger, der i flere år har præget europæisk politik, dækker over reelle problemer, bekymringer og enorme udfordringer, som de europæiske topledere bliver nødt til at løse. Når demokratiet taler, skal det tages alvorligt, og EU-toppen kan passende begynde med det mest presserende, som er på dagsordenen på endnu et EU-topmøde senere på ugen. Nemlig at få bremset strømmen af flygtninge og migranter til Europa gennem solide europæiske løsninger. Risikoen, hvis det ikke sker, som stadigt flere fremmaner som en reel trussel, er, at EU falder fra hinanden. Og det kan ingen være interesseret i.