Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Berlingskes holdning.

1864 - en tragisk komedie

»Sagen er et skoleeksempel på den arrogance over for borgernes penge, der nogle gange dukker op til overfladen, når kulturelle prestigeprojekter af en vis størrelse skal trumfes igennem via DR.«

Juledag er traditionelt set en af årets helt store filmpremiere-dage. Juleferien står for døren, og tiden skal fordrives, hvilket på denne årstid ikke kan gøres meget bedre end i biografsalens bløde sæder med popcorn og drikke ad libitum og så med en god film på det store lærred.

Men en af de helt store satsninger må julens biografpublikum kigge forgæves efter. Ole Bornedals godt to timer lange filmversion af »1864« ligger ellers produceret og klar, men får alligevel ikke filmpremiere herhjemme. Biograferne har ganske enkelt vurderet, at det ikke kan betale sig at sætte den op. Det danske publikum gider ikke se noget, der allerede har kørt som TV-serie på DR1 i det bedste »slot«, der findes på dansk TV – kl. 20 søndag aften – hvor nationen allerhelst vil underholdes. »1864« kan derfor ikke »gentages« i en biografversion, hvor folk pludselig skal give over 100 kroner for noget, de for længst har set og oven i købet betalt for. Det er logik for de fleste.

Bare ikke for DR. For sagen er, at Danmarks hidtil dyreste TV-serie, der kom til live takket være en særbevilling fra Folketinget på 100 millioner kroner, helt fra starten først og fremmest var tænkt som TV-serie. Det var det, pengene blev givet til. At nogle, heriblandt flere eksperter og oven i købet Ole Bornedal selv, så påpegede, at det ville være bedre at vise filmen først og så derefter TV-serien, blev mødt med et skuldertræk. Beslutningen var truffet. Således står man nu i en situation, hvor man går glip af at hente en stor del af de 100 millioner kroner ind igen via billetindtægter.

Sagen er et skoleeksempel på den arrogance over for borgernes penge, der nogle gange dukker op til overfladen, når kulturelle prestigeprojekter af en vis størrelse skal trumfes igennem via DR. Vi så det sidste år med Eurovision Song Contest på Refshaleøen, hvor DR ikke bare kunne få det dyrt og prangende nok, og vi ser det så igen med »1864«, hvor eksperter vurderer, at man sagtens kunnet have solgt mindst 200.000 biografbilletter, hvis bare filmversionen var blevet vist før TV-serien. Ville TV-serien så efterfølgende ikke have haft samme gennemslagskraft hos TV-seerne? Givetvis ikke, for det er svært at spå om. Men i så fald kunne man have brugt millionerne på mange andre fornuftige ting til gavn for licensbetalerne.

Det handler helt basalt set om snusfornuft og almindelig godt købmandskab, men det er åbenbart for fristende at se stort på, når pengene ikke er ens egne. DR laver mange gode ting og får helt berettiget stor ros for ikke mindst sine dramasatsninger, men tiden hvor man kunne køre på frihjul og ikke blev udfordret på egne beslutninger, må være ovre. Vi har ikke råd til andet.

Man kan så håbe, at filmversionen af »1864« alt andet lige kan sælges til biografdistribution i udlandet, så en smule kan hentes hjem igen. Hvis de da ikke allerede har købt TV-serien og derfor ikke er interesseret. For så er »1864« for alvor endt mere som en tragisk komedie end som et historisk drama.