Leder: Valgfrihed eller tvangsreguleringer

Der er én fundamental forskel på regeringens plan for bedre velfærdsydelser på den ene side og Socialdemokraternes på den anden.

Forskellen drejer sig om valgfrihed kontra tvang. Regeringens plan bygger på en højere grad af valgfrihed, når borgerne har brug for offentlig service. Borgerne skal kunne vælge offentlig service på tværs af kommunegrænserne. Borgerne skal kunne vælge mellem privat og offentlig hjemmehjælp, og netop friheden til at vælge et andet tilbud end de kommunale indgår i regeringens tankegods som et af instrumenterne til at sikre et konkurrencepres på den offentlige sektor. Og mens Socialdemokraterne vil etablere 29 velfærdsrettigheder med alt hvad det indebærer af bureaukrati og svækkelse af det kommunale selvstyre, nøjes VK-udspillet med at definere nogle kvalitetsstandarder, som sætter rammer for, hvad borgerne kan forvente af det offentlige - uden at detailregulere ud i det absurde.

I det socialdemokratiske velfærdsudspil er løftet eller med socialdemokratiske øjne: truslen om valgfrihed nedtonet. I stedet taler Socialdemokraterne om mulighed for tilkøb af offentlige ydelser. Folketinget skal bestemme, hvilke ydelser der kan tilkøbes, og hvilke der ikke kan. Det er formynderi af høj klasse. Den valgfrihed, som så at sige er gratis og en integreret del af den borgerlige velfærdspakke, er et fremmedelement til en ekstra betaling i den socialdemokratiske pakke.

I en tid, hvor mangel på arbejdskraft og besværet med at implementere kommunalreformen har bombet de kommunale administrationer helt ned under skrivebordene, er udsigten til, at private virksomheder udfører en del af velfærdsopgaverne, formentlig til at leve med. For kommunerne kan for tiden ikke følge med arbejdspresset. Men på lidt længere sigt, når støvet har lagt sig, og når der igen bliver bedre balance mellem job og arbejdssøgende, vil reel konkurrence om at udføre offentligt betalte velfærdsydelser spille en rolle. Kommunerne kommer til at levere en ordentlig vare, hvis de vil undgå, at borgerne fravælger kommunens madordning eller regionssygehusets venteliste. Det tager VK-planen i modsætning til S-planen højde for.

På andre områder ligner de to planer hinanden ganske meget. Ingen af de to planer kan således give nogen garanti for, at der kan fremskaffes tilstrækkeligt mange flere ansatte til at føre de udmærkede målsætninger om ældrepleje og børnepasning ud i livet. Begge planer taler om mere uddannelse af dem, der er ansat, og om bedre arbejdsvilkår.

Men ser man på planerne i helhed, er regeringens plan alligevel den bredeste. Planen er det seneste led i en kæde, som omfatter kommunalreform, velfærdsreform, og trepartsaftaler med det offentlige områdes organisationer. Regeringen har taget hele værktøjskassen i brug for at lappe hullerne i den offentlige sektor - både de huller, der findes i skolernes tage, og dem, der findes i form af ubesatte stillinger.

Men selv om både regering og opposition vil bruge mange flere milliarder på offentlig service og lønninger, kommer der altså ikke mange flere social- og sundhedsassistenter til ældreplejen næste sommer. Det er et fælles vilkår, når VK-planen med dens valgfrihed og S-planen med dens tvangsreguleringer møder virkeligheden derude.