Leder: Skatten på dagsordenen

Det er sjovt med Socialdemokraterne. Under partilederrunden på Venstres sommergruppemøde i går fastholdt partiets leder, Helle Thorning-Schmidt, at man er nødt til at vælge mellem velfærd og skattelettelser. For nylig påstod Mette Frederiksen fra samme parti, at vi nu må prioritere velfærden frem for velstanden.

Argumentationen er naturligvis noget vrøvl, og så meget kan man sige om den dagsorden, der er blevet sat i den forløbne weekend af statsminister Anders Fogh Rasmussen og en række andre partiledere, at den er et vidnesbyrd om opbruddet i dansk politik. Fogh gik så langt, som han næsten kunne uden formelt at love skattelettelser, og uden konkret at definere tid eller udformning. Ny Alliances Naser Khader, der for første gang stillede op i en politisk debat som parti-leder, uddybede sit krav om lavere skatter, fordi det er forudsætningen for vækst, velstand - og dermed mere velfærd. Det er ikke længere enten-eller, og den forskydning af debatten er dog én mærkbar konsekvens af den nye partidannelse.

Men partilederrunden på Venstre-mødet afslørede også, at der er endog mange ubesvarede spørgsmål tilbage i forbindelse med opbruddet. Naser Khader leverede et detaljeret forslag om at åbne for markant flere indvandrere, der vil arbejde og bidrage til samfundet. I princippet i tråd med regeringen. Men udover gentagelser om en ny udenrigspolitik og forholdet til Dansk Folkeparti var det ikke de store hemmeligheder, der faldt ud af Ny Alliances pose - heller ikke ved denne lejlighed.

Hvad man står tilbage med er et opbrud, der er i færd med at udradere den perspektivløse diskussion om lavere skat eller velfærd - den Socialdemokratiet længe parkerede alle fremtidsdrømme i. Og så er noget da nået frem mod efteråret og et muligt valg.