Leder: Så var det heller ikke sværere at påvise plagiat

Sagen om Frank Esmanns Kissinger-bog fra 2004 har haft svært ved at finde en naturlig afslutning. Bogen blev ganske vist trukket tilbage af forlaget, endda hele to gange, efter at en anmelder ved denne avis havde rejst begrundet mistanke om, at Esmann havde plagieret en amerikansk biografi af Walter Isaacson.

Men mange ville hellere snakke udenom end få undersøgt sagen til bunds. Snart var det en politisk sag, hvor Esmann blev forfulgt af borgerlige kommentatorer. Snart var det akademisk flueknepperi helt uden relevans for populærvidenskabelige fremstillinger. Og folk, der burde vide bedre, hævdede, at det var meget svært, grænsende til principielt umuligt, at afgøre, om en fremstilling var plagiering eller ej. Hele to universiteter sagde nej til en anmodning fra Kunstrådets litteraturudvalg om ekspertmæssig bistand til undersøgelse af sagen.

Til sidst påtog filolog Steffen Krogh fra Aarhus Universitet sig opgaven. Han har nu konkluderet, at det er berettiget at hævde, at Esmann har plagieret Isaacsons fremstilling.

På baggrund af det mudrede sagsforløb og debattens principielle vigtighed er det godt, at der er kommet så klar en afgørelse. Vi har næppe set den sidste sag af denne type, men med dette responsum er der i hvert fald blæst en del røgslør væk og skåret igennem mange omsvøb, som ikke tåler genbrug.