Leder: Lidt til højre, lidt til venstre

Ny Alliance placerer sig i midten, men vi mangler svar på, om de vælger Fogh eller Thorning

Forventningerne har været skruet i vejret, når det gælder Ny Alliances (NA) politik, men præsentationen i går var mildest talt en skuffende opvisning i almindeligheder. Denne stærkt medieomtalte partidannelse, som mange håber kan være bindeled mellem blokkene i dansk politik, placerer sig faktisk lige midt i dansk politik. Men der mangler noget. Det kommer, når NA testes i det daglige arbejde i Folketinget, hvor det vil fremgå, om partiet søger resultater, og når det udmeldes hvilken af de to statsministerkandidater, NA peger på. Det fik vi ikke svar på, nok fordi en alt for klar udmelding vil gøre partiet uinteressant og forudsigeligt.

Det var klassisk midterpolitik, og det vil mange sikkert synes om, fordi de er trætte af VKO-flertallet. Selvom partiprogrammet er relativt detaljeret, ledes tanken hen på en gang politisk a la carte, hvor man plukker lidt her og der: Partiet vælger til højre, når man vil have skatten ned, flere hoveder til landet, så mangelen på arbejdskraft afhjælpes, når man vil fjerne EU-forbeholdene, og når man tager afstand fra kulturrelativisme, fordi demokratiske værdier er bedre. Partiet vælger til venstre, når de vil hæve ulandsbistanden, braklægge jord i stor stil, lade skatteyderne betale for skolemaden, indføre 12 års undervisningspligt og lade afviste asylsøgere arbejde. Hvad siger det om partiet? Ikke meget, men det siger, at partiet ikke er sådan lige til at placere på en klassisk højre-venstre skala akkurat ligesom DF. Så når partileder Khader kalder politikken »sund fornuft«, vandrer tanken til Admiralens Vise: »politisk set var jeg liberal højresindet socialistisk radikal.«

Politik er en farefuld færd, som tidligere statsminister Poul Hartling engang bemærkede: »Politik er som at ride på en tiger. Bliver man hængende, bliver man ført længere og længere ind i junglen. Falder man af, bliver man ædt«. Sympatiske partileder Khader er dertil en moderne type politiker, idet han først og fremmest er et medieskabt fænomen. Det skal blive spændende at se, om han og NA kan blive den fornyelse af dansk politik, som partiet sigter efter. For langt de fleste folkevalgte på Christiansborg udledes berømmelse af en flittig indsats i det parlamentariske liv. Fælles for de glade folk i NA er dog, at de ikke for alvor har haft medansvar for større politiske resultater. Det er i det parlamentariske maskinrum, at politikere bliver vurderet ud fra deres resultater. Her har vi til gode at se NA levere varen, men nu har de i det mindste et grundlag, og de har muligheder i de igangværende forhandlinger, hvor regeringen synes meget interesseret i at få partiet med. Kampene i dansk politik føres omkring midten. NA har konkrete bud, og det er forfriskende, at partiet ikke er reformangst. Mange vil være enige med partiet om meget, og det kan give mandater. Når sandhedens time kommer om ikke så forfærdeligt længe, vil NA dog ikke mere kunne slippe af sted hverken med almindeligheder eller detaljerede forslag, men vil skulle vælge side og så mister de nok vælgere til højre eller venstre.