I dag åbnes der en historisk mulighed i Mellemøsten. Det er sket før, og det er gået galt. Man har før håbet på en uafvendelig fredsproces mellem israelere og palæstinensere og har måttet se skuffet til, mens det hele faldt fra hinanden igen og udartede til vold. Men den ensidige tilbagetrækning af israelske bosættere fra Gaza-området, som kulminerer fra i dag, hvor bosætterne sendes ud af området ved hjælp af tvang, åbner et vindue for fred, som ikke må lukkes igen.
Lad det være sagt med det samme: Israels rømning af bosættelserne skaber ikke i sig selv fred i Mellemøsten. Men premierminister Ariel Sharons modige beslutning om at handle selv, på tværs af de øvrige dagsordener i forhold til palæstinenserne og på trods af indædt modstand fra sin egen højrefløj i Israel, bærer i sig muligheden for at skabe ny dynamik i fredsprocessen. Det stiller imidlertid nye krav til parterne i Mellemøstkonflikten - krav som Gaza-tilbagetrækningen gør det endnu mere påtrængende at få opfyldt.For det første skal palæstinenserne nu bevise, at de kan administrere Gaza-området fornuftigt. Gaza er ikke noget ferieparadis; det er tværtimod et område fuld af problemer, hvor fattige folk er stuvet sammen på ringe plads uden meget håb for fremtiden. Alligevel er det en hovedopgave for det palæstinensiske selvstyre nu at sikre, at Gaza ikke udvikler sig til en ukontrollabel terroristrede. Organisationer som Hamas står stærkt, men den ret store dygtighed, hvormed det nye selvstyre efter Yasser Arafats død har forhindret selvmordsaktioner mod Israel, må man ikke slække på nu. Det er helt afgørende.
På den anden side er det Ariel Sharons svære opgave at sikre, at dette ikke bliver de sidste israelske rømninger i Mellemøsten. Gaza-bosættelserne er kun en lille del af det store problem, som de fortsatte israelske bosættelser på Vestbredden udgør. De politiske vilkår for Ariel Sharon er svære - modstanden mod tilbagetrækningen er stor også i Sharons eget parti, hvor højrefløjen med Benjamin Netanyahu i spidsen udgør en stadig mere aktiv opposition imod Sharons linje. Ikke desto mindre er det formentlig kun ham, der kan bringe processen videre. Højrefløjen vil ikke, Arbejderpartiet er for svækket og kompromitteret efter de fejlslagne fredsbestræbelser i 90erne.Men ingen af parterne kommer formentlig ret meget videre uden et vedvarende pres fra verdenssamfundet, først og fremmest fra USA. Det er en historisk realitet, at de store positive skred i Mellemøsten er sket, når USA for alvor har involveret sig - sådan som det var tilfældet i starten af 90erne. Uden USAs fulde engagement vil Gaza 17. august 2005 være en historisk mulighed, der hurtigt blev udtømt. Og det må ikke ske - igen.
UNORMALPRIS
Digital adgang + avisen lørdag: 59 kr. i 5 uger
