Leder: En genudgivelse af en særlig karakter

Da forlaget Aschehoug 13. oktober i år udgav journalist Frank Esmanns bog »Kissinger«, kunne anmelderen i nærværende avis samme dag påpege, at en del passager var - enten direkte eller med små omformuleringer - skrevet af fra en tidligere amerikansk bog om Kissinger.

Efter en kort tøven valgte forlaget dagen efter at trække bogen tilbage. Man vurderede, at et indsat rettelsesblad ikke ville være tilstrækkeligt til at udbedre angivelige problemer med noter og henvisningsapparat.

I den mellemliggende tid må man formode, at forlaget har gået bogen og dens mulige forlæg efter med lup. Dette arbejde er ikke foregået helt i stilhed, for forlagsdirektør Anette Wad var på et tidspunkt ude med en opsigtsvækkende udtalelse om, at hun havde trukket bogen tilbage, fordi hun følte sig presset af mediestormen.Også andre iagttagere har henad vejen gerne villet gøre denne sag mere uigennemsigtig end den behøvede at være. Lad os derfor repetere de simple fakta: Frank Esmann gjorde noget, man ikke må. Han tog en anden forfatters originale formuleringer (samt den oparbejdede viden og indsigt, der er bundet i disse formuleringer) og præsenterede dem, som om de var hans egne. Og han gjorde det i et omfang, der tydede på, at det ikke var et par enkelte citationstegn, der var glemt ved et hændeligt uheld.

Sagen har derfor aldrig drejet sig om, at en journalistisk og formidlende bog søges underlagt nogle videnskabelige krav til kilderhenvisninger og noteapparat, der er dens genre fremmed. Den har drejet sig om afskrift og let modificeret afskrift, om plagiat.I går annoncerede forlaget, at Frank Esmanns bog sendes tilbage i handlen. Af en meddelelse indlagt i bogen vil det fremgå, at man på forlagets hjemmeside kan studere et revideret noteapparat. Frank

Esmann har til udarbejdelsen af dette fået bistand af prominente filologer som Jørn Lund og Niels Jørgen Cappelørn.

I forhold til de problemer, Berlingske Tidende har afdækket i Esmanns bog, virker forlagets initiativ både forhastet og utilstrækkeligt og - hvilket er det egentlige problem - manipulerende, fordi Frank

Esmanns plagiat søges præsenteret og hvidvasket som henvisningsmæssige teknikaliteter. Man må undre sig, både over forlagets gennemført usikre og hovedløse ageren i hele denne sag, og over at to fremtrædende filologer lader sig indkalde som gummistempler.