Leder: Det svenske nej

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Et dårligt resultat - en demokratisk sejr

Det nej, der i aftes tegnede sig ved den svenske folkeafstemning om euroen var efter denne avis' mening det dårligst tænkelige resultat for Sverige, ingen tvivl om det. Alligevel er nej'et på en underlig, bagvendt måde alligevel et vidnesbyrd om, at det trods det tragiske mord på udenrigsminister Anna Lindh i den forløbne uge var i orden at gennemføre afstemningen.

Mange spekulationer er blevet brugt på at forsøge at analysere sig frem til, hvad mordet ville betyde for svenskernes holdning til euroen. Anna Lindh var ja-kampagnens frontfigur, og da hun blev offer for en knivmorders bestialske handling i NK-stormagasinet onsdag eftermiddag, var ja-siden på hælene og bagud med en halv snes procentpoint i meningsmålingerne.

Svenskerne reagerede med øjeblikkelig og forståelig forfærdelse og sorg over at have mistet den måske mest respekterede af Sveriges nuværende toppolitikere. Landet gik på det nærmeste i stå efter det andet politikerdrab i 17 år. Alligevel valgte den svenske regering i enighed med de øvrige partiers ledere at gennemføre euroafstemningen. Om ikke andet, så fordi et knivangreb på en af demokratiets repræsentanter ikke må få lov til at standse den demokratiske proces.

Det oftest fremførte argument imod at gennemføre afstemningen har været, at det bagefter ville være umuligt at gennemskue, hvad svenskerne havde stemt om. Euroen eller Anna Lindhs minde. Det er et synspunkt, som blandt andre forfatteren Per Olov Enquist har forfægtet. Nu viser det sig, at den svenske befolkning tilsyneladende var i stand til at adskille bestyrtelsen over mordet fra den - trods alt - noget mindre følelsesladede vurdering af, om Sverige skulle afskaffe kronen. Trods mordet flyttede holdningerne sig efter alt at dømme ikke afgørende.

At demokratiet dermed viste sig at være modstandsdygtigt mod et anslag som det, der kom i sidste uge, gør imidlertid ikke et nej til en klogere løsning for Sverige, der vil få mindre indflydelse på sin egen og Europas økonomiske politik nu, end hvis det var blevet et ja, og der kan nu gå det meste af et årti, før en ny afstemning kan gennemføres. Også for Danmark kan nej'et få mærkbare konsekvenser. En dansk folkeafstemning om den fælles mønt er næppe rykket nærmere efter den svenske befolknings beslutning.

Men beslutningen er ikke desto mindre taget. Sådan er demokratiet, når det fungerer. Om ikke andet kom der da det ud af en af de mest forfærdelige uger i Sveriges nyere historie: At demokratiet viste sig at fungere.

Kulturpolitisk satire
Kulturdebatten på bundniveau

Politisk satire er en enestående form for underholdning med blandingen af velfortjente grin og skarpe politiske holdninger. Det kræver dog, at satiren udføres elegant - og ikke bruges til at få luft for sure mavegasser, der alt for ofte er udløst af forsmåelse og uforløste ambitioner for den enkelte satiriker. Netop dén form for satire synes at være det våben, som den ellers velskrivende forfatter Bent Vinn Nielsen har grebet til for at udtrykke sin utilfredshed med en række kulturpersoner i den offentlige debat. Ofrene for satiren er forfatterne og kommentatorerne Claes Kastholm Hansen og Rolf Bagger samt kulturminister Brian Mikkelsen (K), der i Bent Vinn Nielsens nye roman »Labyrinten« fremstår som hhv. en slavedreng i ble, en blind vej og kulturløs bordelindehaver.

Den fantasifulde fortælling kan måske virke ganske fornøjelig. Alligevel virker det patetisk og problematisk, når de tre latterliggjorte personer er de samme, der har tilladt sig at stille kritiske spørgsmål ved årtiers lukkethed og indspisthed i Statens Kunstfond, hvor netop Bent Vinn Nielsen har været formand for litteraturudvalget. Med andre ord bruges satiren til at afvise enhver form for kritik. Desværre er det ikke første gang, kritikere af Statens Kunstfonds virke er blevet hængt ud. Blandt andet har den nuværende formand for litteraturudvalget, Henning Mortensen, i fondens årsberetning bragt en højst usædvanlig opsang til Rolf Bagger, der som medlem af fondens repræsentantskab har rejst en debat om indspisthed i støtteuddelingen. Latterliggørelse og udhængninger er efterhånden hverdag for kulturlivets parnas, der kun tillader ros og ikke kritik i kulturdebatten. Det virker da ret latterligt i sig selv.