Lene Espersen må af samme grund mærke en isnende kulde, når hun i dagens avis angribes af et af de store navne i Det Konservative Folkeparti. Nok har Mads Lebech trukket sig fra aktiv politik, men den tidligere Frederiksberg-borgmester har et ekstremt stærkt netværk, og for en stor del af tillidsfolket er han fortsat partiets håb om en bedre fremtid.
Når Mads Lebech konstaterer, at den massive skepsis over for Lene Espersen må give stof til eftertanke, og at personspørgsmålet i dag skygger for partiets »udmærkede politiske linje«, er det et vink med en vognstang om, at Espersen bør trække sig.
Dermed er det mest direkte anslag mod Lene Espersen til dato en realitet.
Mads Lebech understreger, at han ikke selv er kandidat til formandsposten, men at der heldigvis findes andre egnede kandidater, der vil kunne varetage rollen som konservativ førstemand. Et godt bud er, at han - og mange andre konservative - tænker på justitsminister Lars Barfoed som den mulige arvtager til Lene Espersen.
Med meldingen fra Mads Lebech forstærkes den afgrundsdybe krise, som de Konservative står midt i. Lebech er ingen novice, og der er næppe tale om en fortalelse, når han blander sig i debatten. Tværtimod er han - sammen med mange af partiets tillidsfolk - nået til den smertelige konklusion, at Lene Espersen ikke har tilstrækkelig styrke til at genvinde sin popularitet hos vælgerne og kraft til at genrejse sit parti.
I dele af det konservative bagland er frygten, at hvis vælgerne i tiden frem til valget helt mister troen på partiet og i stedet stemmer på Anders Samuelsen og Liberal Alliance, er det langtfra sikkert, at de bliver til at lokke hjem igen. Derfor presser de på for at få en afgørelse på ledelseskrisen.
Med en følelse af vantro og afmagt har de fulgt formandens styrtdyk de seneste måneder, og de kan notere, at opbakningen til partiet er blevet halveret. Kort sagt er det med udsigten til et veritabelt katastrofevalg, at Mads Lebech & Co. i fuld offentlighed begynder at diskutere Lene Espersens fremtid som partileder
Dermed rokker de en båd, som allerede tager vand ind, og hvis de Konservative skal have en chance for at blive forlenet med en vis form for stabilitet i vælgernes bevidsthed inden næste valg, skal der træffes en afgørelse meget snart. Enten skal Lene Espersen selv kaste håndklædet i ringen - eller tvinges bort af partifællerne - eller også skal baglandet opbyde de sidste rester af partidisciplin, indtil valget er overstået. Fortsat uro frem til valget vil ikke blot være gift for Espersen, men vil skade det samlede parti.
Skal der findes en arvtager, er valget givet. Under forudsætning af, at hverken Mads Lebech eller Connie Hedegaard stiller op - og det synes utænkeligt - står justitsminister Lars Barfoed klar. Han har ikke de samme kvaliteter som Lebech og Hedegaard, når det handler om evnen til at kommunikere konservative synspunkter til vælgerne. I offentligheden fremstår han som en lidt farveløs administrator, men i en tid, hvor styringen af økonomien bliver den altdominerende opgave, hører han til de få modige politikere, som tidligt har forsøgt at råbe såvel kolleger som befolkning op om de enorme udfordringer, som Danmark står over for, og han vil kunne bibringe partiet en insisterende saglighed, som der bliver brug for. Om han vil kunne sælge nok billetter, ved ingen.
De Konservative befinder sig i en skæbnestund.
