Lammende EF-dom kræver hurtig handling

EF-Domstolens klokkeklare begmand til Danmark i går betyder, at de danske skattemyndigheder fremover ikke må gøre skattemæssig forskel på pensionsindbetalinger alt efter, hvor de er foretaget.

I dag er pensionsindbetalingerne kun fradragsberettigede, hvis ordningen er oprettet i et pensionsselskab i Danmark.

Sagen har verseret næsten 16 år ved EF-Domstolen i Luxemburg, men nu er det endeligt fastslået, at de danske regler er i strid med EF-Traktatens bestemmelser. Man behøver ikke være jurist med speciale i EU-ret for at se, at udfaldet ikke er overraskende. Konsekvensen er, at regeringen nu står med et gedigent problem, der kræver en hurtig løsning.

Omvendt er det overraskende - sagsanlæggets alder taget i betragtning - at regeringen ikke i går kunne trække to-tre mulige løsningsmodeller op af skuffen. Skatteminister Kristian Jensen (V) ville i hvert fald kun love, at der ikke bliver pillet ved fradragsretten for pensionsindbetalinger. Det må så betyde, at regeringen vil fokusere på at sikre, at der både sker en løbende beskatning i Danmark af afkastet af pensionsopsparingen, hvis den foretages i udlandet, og at der på udbetalingstidspunktet finder beskatning sted.

Det bliver en hård nød at knække, men uanset løsningen kan man som pensionsopsparer heldigvis glæde sig over, at der er udsigt til betydelig større konkurrence og dermed billigere pensionsordninger.