Dette er et debatindlæg. Det udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Ytringsfrihedens død

Siden Muhammedkrisen i 2005 har Danmark og den vestlige verden kollektivt underkastet sig fundamentalistisk ekstremisme, mener Søren Søby Jørgensen. Her demonstrerer det islamiske parti Jamiat Tulba-e-Arabia i Pakistan i 2008 efter at en række danske aviser har bragt muhammedtegninger som reaktion på et attentatforsøg på tegner Kurt Westergaard.   Fold sammen
Læs mere
Foto: Mk Chaudry / EPA / Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Der var engang, hvor ytringsfriheden var en integreret del af det vestlige samfund. Hjørnestenen, der i ethvert demokrati sikrede det enkelte individ retten til at ytre, skrive og tænke frit. Borgerens frie meningsdannelse og medbestemmelse er helt afgørende for demokratiets virke, og her spiller ytringsfriheden den afgørende rolle.

Ytringsfrihedens befriende sol er dog afløst af mørke dogmatiske skyer på demokratiets himmel. Siden Muhammedkrisen i 2005 har Danmark og den vestlige verden kollektivt underkastet sig fundamentalistisk ekstremisme, hvis rødder i moderne forstand består af samarbejde med den politiske korrekthed, »woke«-kulturen og de sociale medier samt store dele af pressen.

Temaer som religion, #metoo, klima, covid-19, feminisme, LGBTQ+, den politiske venstrefløj m.fl. er alle fredet for effektiv opposition samt kritiske spørgsmål i vor moderne tid. Resultatet er blevet forfølgelser, censur, eksklusion og evig stempling af personer, der bryder med »woke«-idealernes budskaber eller vover at være minimalt skeptisk over for fundamentalisternes ufravigelige krav.

Ytringsfrihedens død er indtruffet for længst, da den hverken fungerer kvart eller halvt. Det ideologiske diktatur er en kendsgerning.

Søren Søby Jørgensen, Fredericia

Grisk parkeringshus

Er det rimeligt, at et parkeringshus i et område uden andre parkeringsmuligheder benytter sig af sit monopol?

Vi sejler jævnligt fra Nordhavnen, og af hensyn til vind og vejr er det svært at beregne, hvornår vi er tilbage. Indtil for nylig har vi med vores mobil undervejs kunnet forlænge parkeringstiden og afslutte tidligere, hvis vi kom hurtigere tilbage end forudset.

Da parkeringshuset altid er næsten tæt på at være fyldt, må det antages, at det er en god forretning. Derfor finder jeg, at det er grove løjer, at man nu har skiftet systemet ud, så man er bundet til at skulle betale for den tid, man antog ville være relevant.

Kan planlæggeren af havneområdet og den overordnede myndighed i, antagelig, andre bydele med samme problem ikke stoppe denne form for parkeringsgriskhed?

Steen V. Skånstrøm, Nærum

Indfør skilsmissegrupper på alle skoler

Jeg er en 14-årig pige, og jeg er skilsmissebarn. Da mine forældre gik fra hinanden, var jeg så heldig, at min skole havde en »skilsmissegruppe«. Det hjalp mig utrolig meget, for her mødte jeg andre skilsmissebørn, som jeg kunne dele mine tanker og oplevelser med.

Men sådan er det desværre ikke på alle skoler. Jeg synes ikke, at der bliver gjort nok for skilsmissebørn, for nu om dage bliver næsten halvdelen af børns forældre skilt i Danmark. Det er jo helt vanvittigt, at det er blevet normalt at være skilsmissebarn. Derfor bør der laves et frirum på alle skoler, hvor man kan komme og få talt om de ting, der fylder indeni. Det er så sindssygt vigtigt at få snakket med nogen og få løsnet knuden i maven. Et sted, hvor det er okay at være ked af det.

Men det er svært for børn at tage fat i en voksen, når alt er kaos på hjemmefronten, og ens forældre ikke er til rådighed. Man kan ikke bare fortsætte hverdagen, som man plejer, og lade som ingenting. Der er brug for opmærksomhed. Der er brug for hjælp. Så kære voksne, indfør skilsmissegrupper på alle skoler i Danmark.

Sigrid Foss Berlac, Birkerød

Der er stil over majestæten

Prins Henrik var den smukke grimme ælling, som kom, så og næsten sejrede, og mødte folket i Bakkens Hvile. Men nu har enkefru Monpezat, Margrethe 2., vist, hvad dronningehuset også kan. Da hun gik på scenen i Ib Schønbergs gamle revytempel og overraskede den tidligere ryger Ulf Pilgaard med sin deltagelse på scenen og forærede et signeret askebæger.

Som værende republikaner har jeg stor ydmyg respekt.

Visti Vester, Solrød Strand