Ytringsfriheden bliver nu sat på en alvorlig prøve. Ved Folkemødet på Bornholm har man bestemt, at Rasmus Paludan ikke må komme til orde. Det begrundes med brandfare, Paludans egen sikkerhed og at andres sikkerhed bringes i fare.
Nuvel, det lyder måske alt sammen rimeligt, men her er der tale om ytringsfriheden, som er det vigtigste, vi har. Forbyder vi Rasmus Paludan taletid, lægger vi os på knæ for de, der ikke vil ytringsfrihed. Derfor bør fanen holdes højt uanset prisen, for giver vi først køb på denne ret, ender vi på en deroute; en glidebane til fordel for formørkede individer, der vil os det ondt.
Vi må kunne tåle enhver retorik, uanset hvor modbydelig den end opfattes. Ytringsfriheden er ikke til diskussion.
Flemming Franklin Fischer, København
Bogafbrændinger er ikke en demokratielskende ytring
Siden hvornår er retten til bogafbrænding i det offentlige rum blevet at sidestille med retten til ytringer – en grundlovssikret ret i et demokrati?
Under min opvækst efter Anden Verdenskrig blev offentlige bogafbrændinger opfattet og beskrevet som en af de skændige, voldelige, antidemokratiske handlinger, som nationalsocialisterne foretog sig i 30ernes Nazityskland. Altså som det diametralt modsatte af og som et frontalt angreb på udøvelse af ytringsfrihed.
Nu læser jeg så, at bogafbrændinger hører under kategorien »ytringer« jf. Berlingskes leder. Hvordan kan et sådant skred i retsopfattelse dog have fundet sted? Skal demokratiet afskaffes igen med bogafbrændinger?
Demonstrativ afbrænding af bøger af enhver art – også bibler – er en voldelig, ikke en ytring.
At behandle bogafbrænding som en demokratielskende ytring, der kræves sikret, er en søgt og kunstig afsporing, som underminerer demokratiet og udstiller det som en parodi. Er det det, der er meningen?
Kirsten Høeg, København
Det er ikke den rigtige vej
Stram Kurs-lederen Rasmus Paludan er blevet vurderet for risikabel til at kunne være en del af Folkemødet på Bornholm.
Folkemødet skulle netop forestille at være demokratiets »legeplads«, hvor alle skulle have lov til at komme til orde. Men den demokratiske fest har åbenbart mistet sit greb om, tja, demokratiet og lavet et dystert knæfald for Paludans ideer. Ved at forbyde ham adgang har man indirekte sagt, at man frygter ham – og dermed givet ham ret i visse af hans påstande.
Det er nødvendigt for mig at sige, at jeg ikke på nogen måde er enig med Paludan, overhovedet ikke. Men vi har ytringsfrihed i Danmark, også for enkeltpersoner som Paludan. Det handler slet ikke om, hvorvidt enighed kan opnås, det er ikke et sted for forhandlinger, det handler slet og ret om retten til at ytre sig, præcis som jeg selv gør med disse ord.
Vi er ved at udvikle os til en nation af restriktioner og forbud i stedet for at lade individet få sit frirum. Selv Paludan har ret til det. Jeg lover, at han griner godt »i skægget« over det skøre forbud. Det giver ham jo bare ret.
Lad manden komme ind og komme til orde, så kan folket selv bestemme, om de er enige eller uenige. Det er demokrati!
Bjørn Langkilde, Odense C
Berlingske forstår ikke sin egen satire
Eva Gregersen forstår i sit debatindlæg 11. juni i modsætning til Berlingske Jens Hages satiriske tegning af Mette Frederiksen som Miss NATO.
Det, tegningen udtrykker, er jo netop, at køn sagligt set er et irrelevant og latterligt kriterium, når der skal vælges en ny generalsekretær i NATO. Og det er præcis det faktum, som Hage spidder i sin morsomme og relevante tegning.
Ved at fremstille Mette Frederiksen som et seksualiseret objekt gør Hage det pinligt klart, at her er man helt på afveje med sit udvælgelseskriterium til chefjobbet.
Indrøm dog, kære Berlingske, at I ikke har fået tænkt det ordentligt igennem og sæt ekstra pris på, at både Jens Hage og Eva Gregersen er meget skarptseende – og selvfølgelig undertegnede.
Peter I. Hinstrup, Nærum
