Dette er et debatindlæg. Det udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Ytringsfrihed på de sociale medier

»Privatejede medier er erhvervsdrivende organisationer, der selv kan bestemme, hvad de vil formidle og hvad de vil fravælge. De har ingen pligt til at bringe noget som helst fra nogen som helst,« skriver Steffen E. Andersen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Olivier Douliery / Ritzau Scanpix

Både i forbindelse med lukningen af Donald Trumps Twitter-konto etc. og ved andre lejligheder har det været diskuteret, om sådanne kontonedlukninger eller disse mediers »censur« af indholdet er foreneligt med den demokratiske ret til ytringsfrihed. Ytringsfrihed i et land er utvivlsomt et af de mest fundamentale kriterier for, at et land kan kalde sig »demokratisk«.

Her er der grund til at påpege en sondring, som efter min mening er aldeles afgørende: En ting er ytringsfriheden forstået som en fastslået frihed til at ytre sig offentligt, dvs. fravær af et retligt eller lovbestemt forbud mod at ytre sig offentligt. Noget helt andet er, at man uanset sin ytringsfrihed aldrig kan have decideret krav på at kunne komme til orde gennem bestemte selvvalgte medier.

Ytringsfrihed forstået som fravær af forbud mod at ytre sig offentligt, eller i hvert fald med stærke begrænsninger på arten af de offentlige ytringer, der tillades, er helt klart fraværende i lande som Rusland, Kina, m.fl. Alene derfor kan disse lande ikke kalde sig »demokratiske«. Begrænsningerne i ytringsfriheden i sådanne lande gælder uanset hvilke medier, man måtte ønske at benytte, og overvågningen af alle medier er omfattende.   

I lande med ytringsfrihed forstået på den her angivne måde udøver alle medier naturligvis kraftige begrænsninger i de ytringer, de vælger at viderebringe. Mange mennesker, herunder jeg selv, har oplevet at få afvist kronikforslag eller læserbreve i danske aviser alene med den begrundelse (om nogen overhovedet), at de modtager så mange henvendelser, at de umuligt kan bringe alle. Ingen kan påstå, at de pågældende skribenters ytringsfrihed derved er blevet knægtet. Ingen har krav på at kunne komme til orde i noget bestemt medie.

Privatejede medier er erhvervsdrivende organisationer, der selv kan bestemme, hvad de vil formidle, og hvad de vil fravælge. De har ingen pligt til at bringe noget som helst fra nogen som helst. De træffer deres beslutninger udelukkende ud fra mere eller mindre langsigtede kommercielle hensyn.

Offentligt ejede medier har en »public service«-forpligtelse, der tilsiger en vis bredde i formidlingen uden principiel udelukkelse af bestemte modtagergrupper, personer eller persontyper. Også her gælder det, at ingen konkrete enkeltpersoner har decideret krav på at blive hørt.

Ingen har forbudt Donald Trump at ytre sig. Han kan uden problemer forsøge sig med læserbreve i The New York Times, og han kan hænge sine budskaber op som plakater på telefonpælene i Utah og Nevada etc.

Steffen E. Andersen, København