I marts opsagde tv-distributørgiganten YouSee alle aftaler om rettighedsbetalinger med os rettighedshavere. Og lagde i øvrigt sag an for at få os til at gå mere end 70 procent ned i betaling.

Nu er der så gået et halvt år, hvor YouSee har tjent penge på at sælge tv-pakker, hvor vores værker kan ses, men altså uden nogen form for aftale.

Det er en vild situation, som vi reelt set ikke troede kunne forekomme i et land med en vis tradition for fairplay, hvad angår rettighedsmidler. Dansk film og tv er ikke en branche med skyhøje lønniveauer, men vi har i snart et halvt århundrede haft et rettighedssystem, der gør, at når nogen tjener penge på vores værker, får vi også en betaling. Det er ret og rimeligt, og det får butikken til at køre rundt.

Selvfølgelig har YouSee lov til at mene, at den del, der tilfalder kunstnerne, er for høj. Som det ser ud i dag, koster en tv-pakke hos YouSee 759 kroner om måneden, og ud af det beløb udgør 72 kroner betalingen til deling mellem alle rettighedshavere. Den del vil YouSee gerne have ned på omkring en tyver. Samtidig med at de varsler prisstigninger for deres kunder.

Hvis YouSee alene havde til formål at få prøvet beløbets størrelse, ja så er der jo et nævn nedsat af Folketinget, som decideret tager sig af den slags sager. Men YouSee har altså rejst sagen ved Sø- og Handelsretten, hvor selv et forsigtigt gæt lyder, at sagen kan køre en god håndfuld år.

Som serieskaber og skuespiller er det forstemmende at opleve, at en så stor koncern dels vil køre betalingen til dansk film og tv ned til et absolut minimum, dels har tænkt sig at trække sagen ud i årevis og så fortsætte med at vise vores film og serier uden skyggen af en aftale.

Det forlyder, at det blandt andet er sindssygt dyre sportsrettigheder, der gør, at YouSee samlet set betaler mere og mere for det indhold, som de udbyder. Og den ekstraregning har man så fra YouSees side valgt at tørre af på skuespillere, manuskriptforfattere, klippere, komponister, instruktører, scenografer, etc.

For os at se er YouSee i gang med en udspekuleret manøvre, der ikke bare er ufin, den er også ulovlig og ikke mindst destruktiv. Enhver med bare et overfladisk kendskab til dansk film og tv ved, at en årelang indefrysning af rettighedsmidler ikke er noget, som hverken branche eller de enkelte kunstnere er økonomisk polstret til at klare.

Maria Rossing, skuespiller, og Mette Heeno, serieforfatter

Charles Lindbergh som rollemodel

Forrige fredag morgen gik jeg ombord på et Norwegian-fly sydpå. Flyselskabets flotte maskiner har altid glædet mig med deres portrættering af kendte nordiske borgere på flyenes halepartier.

Men, opstigen agter i dette fly gav mig fuldt udsyn til halepartiet, hvor amerikaneren Charles Lindberghs kontrafej tronede – en stille undren fyldte mig. Efter at kampen for at finde sig til rette på min plads var overstået, var det tid til at give sig i kast med at bladre og læse i dagens Berlingske.

Og på side 18 fik jeg bekræftet, hvad jeg ved ombordstigning og i øvrigt altid har følt, at jeg havde en vis viden om, i Poul Høis velskrevne artikel – netop om Charles Lindbergh. Den højt besungne pilot var antisemit, racist og nazisympatisør m.m. af samme skuffe.

Tak for flykaffe. Heldigvis, og trods Lindberghs visir, holdt flyet sig i luften og nåede sikkert sit mål. Indrømmet, Lindbergh var en habil pilot!

Men det kunne være, at Norwegian skulle overveje at finde en bedre rollemodel at flagre på haleroret. Og vi andre kan så reflektere over, hvordan verden havde set ud i dag, hvis det var Lindbergh, som for 80 år siden havde fået sat den politiske kurs for USA. Og vi kan filosofere endnu mere over, hvordan fremtiden vil forme sig, hvis det bliver Lindberghs »soulmate« Donald Trump, der vinder årets konkurrence i at svine næsten alt og andre til og sætte sig i den amerikanske præsidentstol, hvor han så kan videreføre andet af Lindberghs tankegods: isolationismen, Make America Great Again, ud med immigranter og skidt med en liberal verdensorden.

Michael Keldsen, Vedbæk

Regeringen vil igen straffe Rudersdals unge

For to år siden havde venstrefløjen på Christiansborg besluttet sig for at tvangsfordele gymnasieelever alt efter deres forældres indkomst. Den aftale blev heldigvis skrottet, men desværre er den gal igen.

For i forbindelse med udspillet til finansloven har Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne foreslået at skære i tilskuddet til Nærum Gymnasium med fire millioner kroner og Birkerød Gymnasium med 1,7 millioner kroner for at sende pengene hen til gymnasier andre steder i landet. To gode gymnasier med højt fagligt niveau, hvor der alene i år startede næsten 800 håbefulde unge.

Desværre mener regeringen åbenbart, at de skal slække lidt på ambitionsniveauet. De bliver nemlig straffet for at udbyde mange fag på A-niveau, der er det højeste niveau. Derudover straffes de for at være så attraktive, at de i alt har mere end 700 elever hver.

Der kan måske spares nogle tusinde kroner om året på rengøring, men der er ikke mange stordriftsfordele på et gymnasium. Når vores to lokale gymnasier fremadrettet skal spare millionbeløb om året, så er det ikke til at komme udenom, at det kommer til at betyde ringere kvalitet.

Det Konservative Folkeparti har intet imod at hjælpe trængte ungdomsuddannelser andre steder i landet, men det her er blot en udvidet udgave af kommunal udligning.

En dårlig nyhed kommer sjældent alene. I forbindelse med regeringens udspil om fremtidens ungdomsuddannelser forsøger de at snige en ny, urimelig elevfordeling ind ad bagdøren. Gemt væk på side syv fortæller regeringen, at de vil udvikle en ny elevfordelingsmodel, som tilpasser elevsammensætningen i de få områder, der oplever faglige, pædagogiske eller sociale udfordringer.

Vores holdning er klar. De unge i Rudersdal skal ikke tvangsfordeles til Vestegnen, fordi nogle få gymnasier derude har en skæv elevsammensætning. Nu må regeringens tanker om tvangsfordeling af gymnasieelever stoppe!

Nicola Emily Larsen og Christoffer Buster Reinhardt, begge medlemmer af kommunalbestyrelsen i Rudersdal for Det Konservative Folkeparti

Elektronisk terrorisme

Goddag og velkommen til banken.

For English press 99.

Du taler med frøken Spar, din elektroniske medarbejder. Du har nu følgende muligheder:

  • Tryk 1 for forespørgsler om din konto.

  • Tryk 2 for forespørgsler om billån.

  • Tryk 3 for forespørgsler om prioritetslån.

  • Tryk 4 hvis du ønsker at blive ny kunde.

  • Tryk 5 for aktiehandel.

  • Tryk 6 for pensionsforespørgsler.

  • Tryk 7 for valutabestilling.

  • For alt andet – blot vent.

Du venter i kø, du er nummer 147, ventetiden er cirka 43 minutter. Ønsker du at blive ringet op, når det bliver din tur, tryk 10.

I løbet af en måned ventede jeg i alt i 8 timer og 21 minutter på at få kontakt med banken, men det er ikke det allerværste. Jeg har også forsøgt at få kontakt med min internetudbyder: Goddag du taler med Josefine, din digitale medarbejder – det er lige så slemt, men så kørte jeg ind til Amager Centret og fandt en flink medarbejder, som løste opgaven.

Er det meningen, at alle disse institutioner og firmaer vil irritere deres kunder og opgive deres behov for at få den fornødne service. Eller er der nogle smarte personer, der sidder på deres hjemmekontor og tror, at kunder og klienter bare er noget kvæg, som har masser af tid og tålmodighed. Og for at gøre det endnu værre, skal vi lytte til talentløs og ensformig dåsemusik i al den ventetid, som vi påduttes.

Tiden er kommet til, at vi forbrugere boykotter disse virksomheder og lægger vores handler, hvor vi straks kan få kontakt til relevante personer.

Hvis dette tiltag er for at spare personer, ja, så sparer de måske personale, men i højere grad mindsker de antallet af kunder.

Palle Christoffersen, Dragør

Sporten – kort!

Parken fyldt til bristepunktet med begejstrede tilskuere iklædt rød-hvide farver, der både under afsyngelsen af nationalsangen og ved entusiastiske tilråb i løbet af fodboldkampen samler os om det noget udefinerbare begreb: nationalfølelse.

Sporten kan sætte gang i følelserne og har en så fremtrædende rolle, at den har sine egne journalister – sportsjournalisterne – der med dyb indlevelse viderebringer sportsarenaernes udfoldelser til os.

Sporten har fået en rolle, så selv i flow-tv optræder sportsjournalister nu side om side med nyhedsjournalister.

Nu mangler vi kun, at sportsjournalisterne bruger deres uddannelse til også at optræde på sportsgraverhold og får belyst fra alle vinkler, hvordan forskellige forhold i sportens ofte højst besynderlige verden er skruet sammen. Det er ikke nok at berette om skulderskader, forstrækninger i baglåret, en cykelrytters styrt på regnvåd asfalt eller stille spørgsmål i stil med: »Hvad føler du?« osv. osv.

Vigtigere sager står i kø og råber på seriøs og grundig (sports)journalistisk arbejde. Senest sagen om korrupte mænd i en udemokratisk FIFA-organisation, der – vist – skalter og valter med sponsorater fra stenrige oliestater, der køber sig til offentlig anerkendelse og samtidig i eget land vedtager en lovgivning, der udviser minimal respekt for kvinder.

Inspirationen til sportsjournalistisk graverarbejde kan såmænd hentes inden for det Berlingske hus' egne rammer, hvor dygtige journalister adskillige gange har endevendt betændte sager og på fortræffelig måde viderebragte de opsnusede oplysninger til læserne.

Poul Krebs, Nyborg

Har du et dilemma, du gerne vil have svar på? Skriv til Berlingskes brevkasse på brevkassen@berlingske.dk